Efterretningschef: Rusland forsøger fortsat at splitte USA

USA's modstandere vil undergrave landet, siger FBI-chef. Vores demokrati er i fare, mener sikkerhedsminister

Dan Coats er chef for USA's nationale efterretningstjeneste. Foto: AP
Dan Coats er chef for USA's nationale efterretningstjeneste. Foto: AP

Amerikanske topembedsmænd retter torsdag anklager mod Rusland om at stå bag en 'gennemgribende' kampagne, der har til formål at påvirke den offentlige opinion og det kommende midtvejsvalg i USA i november.

- Vi ser fortsat en gennemgribende kampagne fra Ruslands side i et forsøg på at svække og splitte USA, siger Dan Coats, der er chef for USA's nationale efterretningstjeneste.

Foruden Coats lover den amerikanske minister for indenlandsk sikkerhed, Kirstjen Nielsen, og chefen for forbundspolitiet FBI, Christopher Wray, at de vil efterforske og retsforfølge enhver, der bedriver 'informations-krigsførelse', som Wray betegner det.

- Vores demokrati er i fare, siger sikkerhedsministeren i en usædvanlig kraftig advarsel.

FBI-chef Christopher Wray (th). Foto: AP
FBI-chef Christopher Wray (th). Foto: AP
 

FBI-chefen tilføjer, at det ikke kun er en trussel, der kommer i forbindelse med valg.

- Vores modstandere forsøger at undergrave vores land på vedvarende og regelmæssig basis, hvad enten det er valgsæson eller ej, siger Wray.

Præsident Donald Trumps nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton, siger, at Det Hvide Hus gør alt i sin magt for at forhindre dem, som måtte prøve at påvirke det amerikanske valg.

- Præsident Trump har ikke og kommer ikke til at tolerere indblanding i USA's repræsentative regeringssystem, skriver han ifølge nyhedsbureauet AP i et brev til Demokraterne i Senatet.

Trump fik i sidste måned massiv kritik, efter at han på et pressemøde tilsyneladende stolede mere på den russiske præsidents forsikringer om, at Rusland ikke blander sig i valget, end han stolede på sine egne efterretningstjenester.

- Jeg ser ingen grund til, at det skulle være Rusland, der hackede sig ind, sagde Trump på pressemødet.

Dagen efter foretog Trump en kovending, da han meddelte, at han havde glemt ordet 'ikke' i den omstridte udtalelse, og at han ville have sagt, at han 'ser ingen grund til, at det ikke skulle være Rusland'.

97 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere