Eksleder al-Bashir for retten i Sudan - risikerer dødsstraf

Sudans ekspræsident Omar al-Bashir risikerer dødsstraf, hvis han bliver dømt for at lede militærkup i 1989

Borgere råber sloganer foran retten i Khartoum. Foto: Mohamed Nureldin Abdallah/Reuters
Borgere råber sloganer foran retten i Khartoum. Foto: Mohamed Nureldin Abdallah/Reuters

En retssag mod Sudans tidligere præsident Omar al-Bashir gik tirsdag så småt i gang.

Han og flere af hans allierede er sigtet for at have ledet det islamisk-støttede militærkup, som bragte al-Bashir til magten i 1989. Ved kuppet væltede han premierminister Sadiq al-Mahdi.

Hvis 76-årige al-Bashir bliver dømt, risikerer han dødsstraf.

Politiet var massivt til stede ved domstolen i Khartoum, Sudans hovedstad, hvor retssagen mod al-Bashir og 27 af hans allierede tirsdag blev indledt. Politi med AK47-rifler og tåregasgranater stod vagt udenfor.

- Denne domstol vil lytte til dem alle og give hver og en af de 28 sigtede muligheden for at forsvare sig, sagde formand for domstolen Issam al-Din Mohammad Ibrahim.

Tirsdag kom der imidlertid ikke meget frem i sagen.

Retten blev hævet efter en time, før det var muligt at fremføre beviser. Næste høring er udsat til 11. august, så retssagen kan foregå i en større retssal, hvor der er plads til flere advokater og familiemedlemmer.

Omar al-Bashir blev afsat i april 2019 efter måneder med demonstrationer mod ham. Demonstrationerne brød for alvor løs i december 2018, da regeringen hævede prisen på brød.

I december sidste år blev han fundet skyldig i korruption ved en domstol i Khartoum. På grund af sin alder blev han dømt til at afsone to års ophold i et rehabiliteringscenter i stedet for et fængsel.

Premierminister Abdalla Hamdok overtog styringen i Sudan efter Omar al-Bashirs fald sidste år.

Den sudanske overgangsregering har allerede indført en række reformer. Blandt andet har regeringen gjort omskæring af kvinder strafbart.

Sudans politiske ledere har tidligere meddelt, at de vil udlevere al-Bashir til Den Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag.

Omar al-Bashir er efterlyst af ICC for sin rolle i den blodige konflikt i Darfur.

ICC anklager ham for at have ansvar for folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden begået i Darfur-provinsen.

Omkring 300.000 mennesker mistede livet i den voldsomme konflikt, og 2,5 millioner blev sendt på flugt fra deres hjem.

2 kommentarer
Vis kommentarer