Ekspert: Boris vil blande sig

Boris Johnson vil sandsynligvis blokere en ny afstemning om Skotlands uafhængighed, mener ekspert

Skotlands førsteminister Nicola Sturgeon siger, at Boris Johnson skal holde fingrene væk fra skotternes ret til tagge stilling til deres selvstændighed.

Skotterne gik torsdag til valg, og det betyder, at de i løbet af fredagen får et endeligt svar på valgresultatet.

Selvom valget formelt ikke handler om selvstændighed, er det alligevel et emne, der står aller øverst på dagsordenen.

Vinder The Scottish National Party med førsteminister Nicola Sturgeon i spidsen, er der udsigt til, at skotterne igen skal stemme om uafhængighed fra Storbritannien.

Men så kan det være, at de blander sig i London.

Skotlands førsteminister, Nicola Sturgeon (th.), og partifællen Joan McAlpine (tv.) på valgturné op til torsdagens valg. Foto: Pool/Reuters
Skotlands førsteminister, Nicola Sturgeon (th.), og partifællen Joan McAlpine (tv.) på valgturné op til torsdagens valg. Foto: Pool/Reuters
 

Kan blokere for afstemning
Ekspert og lektor på Copenhagen Business School Edward Ashbee mener, at hvis det kommer så vidt, at The Scottish National Party vinder, og der dermed kommer endnu en afstemning om selvstændighed, kunne Boris Johnson gå ind og blokere for en ny afstemning i Skotland.

- Jeg tror helt bestemt, at Boris Johnson vil blokere for en anden folkeafstemning om uafhængighed. Det er simpelthen en alt for stor politisk risiko for ham at miste Skotland, siger Edward Ashbee til Ekstra Bladet og fortsætter:

- Det er alt for usikkert, om skotterne rent faktisk vil stemme ja til selvstændighed denne gang, og risikoen for at de stemmer 'ja', vil han simpelthen ikke løbe.

Boris Johnson har tidligere udtalt til The Times, at en ny afstemning vil være 'hensynsløs og uansvarlig'. Foto: Phil Noble/Ritzau Scanpix
Boris Johnson har tidligere udtalt til The Times, at en ny afstemning vil være 'hensynsløs og uansvarlig'. Foto: Phil Noble/Ritzau Scanpix
 

Boris Johnson har tidligere udtalt til The Times, at en ny afstemning vil være 'hensynsløs og uansvarlig'. Han nægtede samtidig at svare på, om han rent faktisk havde tænkt sig at blokere en ny afstemning, såfremt det blev aktuelt.

Stemte nej i 2014
Skotland stemte i 2014 ligeledes om at løsrive sig fra Storbritannien, og der mente 55 procent af befolkningen, at Skotland skulle forblive en del af Storbritannien.

Forholdene har i mellemtiden ændret sig i form af blandt andet brexit, og det betyder, at Skotland er tvunget til at forlade EU så længe, de er en del af Storbritannien.

- Skotterne ser det, som at de er blevet tvunget ud af EU mod deres vilje. Størstedelen af skotterne ønskede under brexit-afstemningen at forblive i EU, og jeg tror, at hvis Skotland bliver selvstændigt, vil de som noget af det første ansøge om at blive genoptaget i EU, siger Edward Ashbee til Ekstra Bladet.

Under brexitafstemningen i 2016 stemte hele 62 procent af Skotland imod at Storbritannien skulle forlade EU, hvorimod Storbritannien i sin helhed stemte for at forlade EU, med 52 procent mod 48.