Topmødet i Helsinki mandag mellem Ruslands præsident Putin og den amerikanske præsident Trump vil sandsynligvis falde ud til russisk fordel. Blandt andet på grund af Trumps uforudsigelige stil og en velforberedt Putin.
Det vurderer seniorforsker på DIIS, med ekspertise i russisk indenrigs- og udenrigspolitik, Flemming Splidsboel.
- Jeg har svært ved at se, at Putin kan tabe noget ved det her. Uanset hvordan det går, vil de russiske statskontrollerede medier sige, at Putin gjorde det rigtig godt.
- Jeg gætter på, at vi vil se en Trump, der bogstaveligt talt tager hånden rundt om Putin. Det gør amerikanske præsidenter tit. De skal være i førersædet, og Trump endnu mere med den personlighed, han har. Putin vil læne sig tilbage, fordi han ved, at Trump skal tage initiativet, forklarer Flemming Splidsboel.
God stemning
Ifølge Ruslands-eksperten er stemningen mellem de to mænd som udgangspunkt meget positiv, på trods af den dårlige stemning mellem de to lande. Præsidenterne kommer med ja-hatten på, og vil forsøge at få det bedste ud af hinanden, forklarer han.
Selvom Putin, ifølge Splidsboel, kommer med lave forventninger til mødet, kan han sandsynligvis se frem til at få ros af den amerikanske præsident, og på den måde opnå en form for legitimitet. Den russiske præsident har ellers været ude i kulden hos USA - specielt under Obama.
Det er Trumps uforudsigelige personlighed, der kan vise sig, at være en fordel for Putin, vurderer Splidsboel. Til gengæld er den selvsamme fordel for Putin også det, der frygtes af europæiske stats- og regeringschefer.
- Frygten er, at Trump ikke kan styre sig. At Putin snyder ham lidt. Putin kan spille på de sårbarheder, der er i Trumps personlighed. Hvis han er impulsiv, dårligt forberedt og ikke har overblik over detaljer. Putin kan få Trump til at sige noget efterfølgende på pressemødet, der lige pludselig sår tvivl om noget, hvor der skal padles tilbage. Men så er skaden allerede sket.
- Trump er nok lidt naiv i forhold til det her. Putin vil være meget velforberedt og disciplineret. Med det mener jeg, at han ikke siger noget, som han ikke på forhånd har bestemt sig for.
Splidsboel forklarer, at Putin godt kan være uforudsigelig, men det er helt overlagt, at han er det. Der er system i Putins overraskelser i modsætning til Trump, forklarer Splidsboel.
Ikke noget konkret
Ruslands-eksperten vil blive overrasket, hvis der kommer noget konkret frem på det møde, der skal foregå mellem Putin, Trump og to tolke.
Efterfølgende vil der være et pressemøde, hvor de to præsidenter er i selskab med rådgivere. Flemming Splidsboel vurderer, at de blandt andet vil diskutere situationen i Syrien og atomnedrustningsaftaler. Her vil de to nationer se hinanden an, og blive enige om at lave nogle arbejdsgrupper, forklarer Splidsboel.
Håber på noget uforudsigeligt
Det er på det efterfølgende pressemøde, at Putin kan håbe på, at Trump kan finde på at sige noget uforudsigeligt, som Det Hvide Hus kan være nødt til at dementere.
Det kunne være, hvis Trump går imod USA's - og også Danmarks politik - i forhold til Krim og Ukraine.
- Min formodning er, at Trump egentlig synes, at Krim burde være en del af Rusland. De er russisk-sindede, de taler russisk, de vil gerne være en del af Rusland, så hvad er egentlig problemet? Det er bare ikke USA's politik, siger Flemming Splidsboel.
- Så kan Trump være med til at underminere sanktionerne mod Rusland, siger Splidsboel, der derfor ikke mener, at der vil ske et sammenstød mellem Putin og Trump på det område.
I den problemstilling har Putin allerede vundet en lille sejr. Den eneste betingelse, der er stillet op før mødet kommer nemlig fra Putin, der ikke vil tale om den russiske annektering af Krim.
Ruslands-eksperten mener alligevel, at de to præsidenterne kommer til at tale om Krim, selvom Putin har sagt, at han ikke vil.
- Putin vil gerne selv bringe det op, og sige at Krim er en del af Rusland. Det han ikke vil snakke om, er, hvordan Krim kommer tilbage til Ukraine, lyder det fra Flemming Splidsboel.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.