En sag om Fredericias tidligere borgmester Jacob Bjerregaard (S) kan potentielt blive en af de største skandalesager i kommunalpolitik til dato.
Det vurderer Roger Buch, der er kommunal forvaltningsekspert ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX) i Aarhus, over for TV2.
- Sagen sprænger rammerne for, hvad man nogensinde har set i kommunalpolitik, siger Roger Buch til TV2.
Samme alvorlige toner lyder fra professor i forvaltningsret ved Syddansk Universitet Frederik Waage, som vurderer , at 'det har sejlet fuldstændig i kommunens øverste forvaltning' på baggrund af advokatundersøgelsen.
- Det ligner en overtrædelse af helt basale regler for embedsførelse. Advokatundersøgelsen er alarmerende, og den afdækker noget vi ikke er vant til i den offentlige forvaltning i Danmark, siger Frederik Waage.
Vurderingerne kommer, efter at en advokatundersøgelse om mulige lovbrud i den øverste ledelse i Fredericia Kommune blev præsenteret på et pressemøde fredag.
Her kom det frem, at en relation mellem Jacob Bjerregaard og kommunens kommunaldirektør, den hjemsendte Annemarie Zacho-Broe, skal undersøges af politiet.
I arbejdet med undersøgelsen har advokatfirmaet Horten hørt rygter om, at de to havde en relation af 'nær karakter'. Det har de begge afvist.
- Hvis man har sådan en relation, kan man ikke fungere som borgmester eller kommunaldirektør, siger Roger Buch til TV2.
Efter hans vurdering kan sagen ende i bøde- eller fængselsstraf. Ikke kun for eksborgmesteren og den hjemsendte kommunaldirektør, men også for alle dem, der har kendt til det mulige forhold og ikke har grebet ind.
Ifølge undersøgelsen har nogle medarbejdere dog forsøgt at gøre opmærksom på forholdet.
Dirty Dancing: Er dette en nær relation?
Horten har ikke kunnet fastlægge relationen mellem de to. Det vurderes dog, at Økonomiudvalget i kommunen skulle være orienteret om henvendelser om karakteren af forholdet.
Hvis det viser sig, at Jacob Bjerregaard og Annemarie Zacho-Broe har haft et intimt forhold, vil de begge være inhabile ifølge forvaltningsloven.
Det betyder, at der formentlig vil være tale om myndighedsinhabilitet, forklarer Roger Buch.
- Alle beslutninger, som er truffet, mens det intime forhold findes, er muligvis ugyldige. Det skal dog formentlig vurderes konkret i hver enkelt sag efter forvaltningslovens paragraf tre, stykke to, siger han til Kommunen.dk.
Derudover kan borgmesteren og kommunaldirektøren ifølge Roger Buch have begået pligtforsømmelse, som har en straframme op til et års fængsel for ledende medarbejdere.
Advokatundersøgelsen blev oprindeligt iværksat som en konsekvens af, at Ekstra Bladet har gravet i Jacob Bjerregaards køb af en byggegrund i 2016.