Ekspert: Her er forskellen på migranter og flygtninge

Det har en vigtig politisk betydning, om man bruger det ene eller andet begreb, mener seniorforsker Ninna Nyberg Sørensen

Flygtninge på flugt gennem Danmark (Foto: Per Rasmussen)
Flygtninge på flugt gennem Danmark (Foto: Per Rasmussen)

Migranter, flygtninge eller asylansøgere?

De tusindvis af mennesker, der i øjeblikket vandrer mod Europa, er et kært barn af mange navne. Og hvis barnet er uønsket, mister betegnelsen sin politiske uskyld.

Sådan lyder det fra Ninna Nyberg Sørensen, seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier, som slår fast, at forskellen på migranter og flygtninge er politisk bestemt.

- Begreberne er knyttet til den status, som vi giver mennesker, når de kommer ind i vores land, og som har betydning for, om de kan få asyl, siger hun til Ekstra Bladet.

Pligt til at hjælpe
Ifølge ordbogen er en migrant en 'person, der flytter fra ét sted til et andet, f.eks. for at søge arbejde og ofte over landegrænser'.

En flygtning er en 'person, der er tvunget til at forlade sit hjemland pga. krig eller politisk eller religiøs forfølgelse', imens en asylansøger er en person der søger asyl i et land.

Ifølge FN's Flygtningekonvention har vi pligt til at hjælpe flygtninge, mens migranter og asylansøgere ikke nødvendigvis skal have opholdstilladelse. Derfor sender det ifølge Ninna Nyberg Sørensen et vigtigt politisk signal, om man vælger det ene begreb frem for det andet.

Flygtninge og migranter med kurs mod Sverige. Danmark skal officielt stoppe dem, og behandle deres asylsag, eller sende dem tilbage til Tyskland. (Foto: Per Rasmussen) Samfund - 9. sep. 2015 - kl. 09:46 Forklaring: Derfor ender flygtningestrøm i Danmark

Politiske signaler
Den arabiske tv-station Al-Jazeera meldte for en uge siden ud, at de ikke længere ville bruge ordet 'migranter' om de mennesker, der bevæger sig mod Europa.

- Når Al Jazeera ikke længere vil bruge ordet migranter i den her sammenhæng, så gør de det, fordi hovedparten af de mennesker, som strømmer ind i Europa ikke er den type migranter, som oftest bliver opfattet som arbejdsmigranter eller fattigdomsflygtninge. Langt de fleste af dem er personer, der kvalificerer sig til at opnå flygtningestatus af en eller anden slags, forklarer Ninna Nyberg Sørensen.

Når man bruger ordet migrant sender man nemlig et signal om, at menneskene på flugt i virkeligheden er fattigdomsflygtninge eller arbejdsmigranter, som migrerer frivilligt, og som vi ikke har pligt til at hjælpe.

- Som forskere taler vi om, at alle er migranter, og så er der migranter af forskellig slags. Men det er ikke særlig relevant i den politiske debat, hvor bestemte ord giver os bestemte billeder på hvad vi har med at gøre.

Se også: Flygtningehjælp: Danske politikere har sovet i timen

Svært at skelne
I praksis kan det ifølge Ninna Nyberg Sørensen være svært at skelne mellem frivillige migranter, og personer på flugt.

Det skyldes blandt andet, at flygtninge og migranter ofte bevæger sig langs de samme ruter, benytter sig af de samme transportmidler og 'mellemmænd', og derfor kan man ifølge Nina Nyberg Sørensen ikke sætte kategori på menneskene, før man har fundet ud af, hvorfor de er komme til Europa.

- Begreberne siger ikke noget om, hvem de her mennesker egentlig er. Vi ved ikke, om de kan betegnes som det ene eller det andet, før vi har snakket med dem og prøvet deres sag, siger hun.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen