Ekspert om Putins fravær: Han var i hvert fald ikke på ferie

Ruslands præsident Vladimir Putin viste sig i dag offentligt for første gang i 11 dage

Vladimir Putin viste sig i dag på et møde med Kirgisistans præsident, Almasbek Atambajev. (Foto: AP)

Efter 11 dages fravær viste den russiske præsident, Vladimir Putin, sig mandag eftermiddag ved et pressemøde i Sankt Petersborg.

Den russiske leder dementerede dermed rygterne om, at han er syg, afsat ved et kup eller ligefrem død.

- Vi ville alle kede os, hvis ikke der var rygter i omløb, sagde Putin på et møde med Kirgisistans præsident, Almasbek Atambajev.

- Putin har kørt mig rundt omkring inden vores officielle møde, og han sad selv bag rattet, tilføjede Atambajev på mødet, hvor Putin virkede sund og rask.

Det udløste heftige spekulationer i ind- og udland, at den normalt synlige Putin ikke havde været set siden 5. marts, hvor han mødtes med Italiens premierminister Matteo Renzi i Moskva.

Og der er stadig mange ubesvarede spørgsmål om Putins pludselige fravær, påpeger ph.d i russisk og lektor ved Danish Institute for Studies Abroad, Jon Kyst.

Vladimir Putin trak på skulderen over alle rygterne, som hans 11 dages fravær har udløst. (Foto: AP)
Vladimir Putin trak på skulderen over alle rygterne, som hans 11 dages fravær har udløst. (Foto: AP)

Den russiske præsident Vladimir Putin og hans kollega fra Kirgisistan, Almasbek Atambajev. (Foto: AP) Politik - 16. mar. 2015 - kl. 12:04 Efter 11 døgns mystik: Nu har Putin vist sig

Jon Kyst mener dog, at Vladimir Putin må have haft gode grunde til at holde sig væk fra offentlighedens søgelys.

- Jeg tror, at han har holdt sig væk, fordi det var nødvendigt. Han har været nødt til at forholde sig til noget presserende. Jeg tror ikke, det her er rent skuespil, lyder vurderingen fra Ruslands-eksperten.

- Og jeg tror så, at man i stedet for at lyve eller fortælle halve sandheder har valgt tavshed. Det har så givet anledning til mange spekulationer. Jeg tror, han har haft travlt. Jeg tror ikke, han har været på ferie.

- Hvad har Putin haft at vinde ved at skabe denne mystik om sit fravær?

- Vi kan ikke læse russisk politik på sammen måde, som vi læser dansk politik. I Danmark handler det altid om at vinde stemmer, men Putin er populær nok. Han har ikke brug for at vinde stemmer på samme måde som for eksempel danske politikere.

Rygter og jokes om den savnede præsident Vladimir Putin har bredt sig som en steppebrand på de sociale medier. I dag kan han gøre alle spekulationerne til skamme. (Foto: AP) Politik - 16. mar. 2015 - kl. 09:58 Twitter fuld af rygter og jokes: Hvor er Putin?

- Det var spekulationer om, at han var blevet afsat ved et kup. Hvor sikkert sidder Putin egentlig i sadlen?

- Jeg har slet ikke troet på rygterne om, at han var blevet afsat. Men der kan have været et pres fra inderkredsen, siger Jon Kyst og peger på mulig intern uenighed i sagen om den myrdede oppositionspolitiker Boris Nemtsov.

- Men hvis han har været under pres, så har han tilsyneladende redet stormen af, siger Jon Kyst, der i de kommende dage vil holde ekstra godt øje med ændringer på de indre linjer i Kreml.

- Det kan være, at vi inden for de næste dage hører om en regeringsrokade eller andre ændringer i Kreml. De næste par dage kunne godt give svaret på, hvad der er foregået, siger Jon Kyst til Ekstra Bladet.

87 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere