Ekstra Bladet i brexit-land: - Man mister lysten til at leve

Dagen før afgørende valg har briterne fået nok mere end nok af blokeret brexit

Hvad fylder i England dagen op til parlamentsvalget? James Kristoffer Miles giver en dugfrisk status fra Manchester. Producer: Lasse Brøndal

WILMSLOW, STORBRITANNIEN (Ekstra Bladet): De hjemløses julekor råber 'Merry Christmas' og smiler stort til de julehandlende i den nordengelske provinsby.

Men selvom højtidsstemningen er sød, er den politiske atmosfære her mindre end 36 timer, før valgstederne lukker til parlamentsvalget torsdag, kørt sur i brexithøjborgen.

Her i det gamle arbejderområde syd for Manchester stemte et flertal af befolkningen på brexit i 2016.

Men politikerne har holdt dem for nar. Taget dem for givet. Blokeret for deres demokratiske beslutning og ret.

Sådan lyder dommen over det britiske parlament, som vælgerne i morgen atter skal tage stilling til.

- Man giver efterhånden helt op med at tro på noget af det, de siger. Man mister lysten til at leve, lyder det opgivende fra 71-årige Ian Moss.

71-årige Ian Moss har mistet lysten til at leve. Foto: Tariq Mikkel Khan
71-årige Ian Moss har mistet lysten til at leve. Foto: Tariq Mikkel Khan

Den pensionerede langturschauffør har kørt over hele Europa, men stemte i 2016 sammen med 52 pct. af befolkningen på at forlade EU.

- De lover og lover og lover. Men indtil videre har de kun blokeret for folkets beslutning. Det gør en ked af det og modløs, siger Ian Moss.

Den kuglerunde Manchester City-fan har dog overskud nok til at tale om dansk bacon og røber, at det britiske julevalg ikke kommer til at gå for meget udover humøret.

- Jeg har fyldt skabene op med sprut. Så stemningen hjemme hos os skal nok klare den.

- Tror du nogensinde, I forlader EU?

- Jeg tvivler.

Foran genbrugsbutikken på Wilmslows gågade møder Ekstra Bladet den 81-årige tidligere radiojournalist Rodney Buxton.

Han tvivler også på, at brexit nogensinde bliver en realitet.

- Jeg stemte på at forlade EU i 2016. Og jeg synes stadig, vi skal ud. Men det har været tre et halvt år uden noget resultat. Bare et parlament, der ikke kan blive enige om noget som helst, siger Rodney Buxton.

Vi skal ud af EU, mener den pensionerede radiovært Rodney Buxton. Foto: Tariq Mikkel Khan
Vi skal ud af EU, mener den pensionerede radiovært Rodney Buxton. Foto: Tariq Mikkel Khan

- Jeg er så gammel nu, at jeg ved, at man ikke kan regne med det, politikerne siger. Så det overrasker mig ikke. Men det her har varet for længe nu. Alt for længe.

Ifølge meningsmålingerne står Det Konservative Parti med premierminister Boris Johnson i spidsen til at blive valgets vinder. Muligvis med absolut flertal, som vil kunne give Johnson muligheden for endegyldigt at forsegle brexit med den skilsmisseaftale, han har indgået med EU, men som parlamentet hidtil har blokeret for at stemme igennem.

Boris Johnson står godt i målingerne - men hvad kan stadig nå at gå galt? James Kristoffer Miles udlægger premierministerens udfordringer. Producer: Lasse Brøndal

203 kommentarer
Vis kommentarer