EL om fattigdomsgrænsen: Venstre vil skjule fattigdom

Enhedslisten mener, at socialministeren forsøger at skjule den fattigdom, hun selv er medansvarlig for

Så let skal hun ikke slippe, lyder det fra Enhedslisten, efter at socialminister Karen Ellemann (V) har bebudet, at Venstre-regeringen vil droppe den officielle fattigdomsgrænse, som sætter tal på, hvornår nogen kan kaldes fattig.

Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører, Finn Sørensen, siger i en kommentar, at det er en tynd undskyldning om, at fattigdom ikke kun skal måles i kroner og øre.

- Karen Ellemanns afskaffelse af den fattigdomsgrænse, som Enhedslisten og den tidligere regering indførte, tjener kun et eneste formål. Hun vil skjule, at konsekvensen af regeringens politik er, at der bliver flere fattige, siger Finn Sørensen.

- Så er det selvfølgelig ubehageligt at skulle udgive en årlig rapport og stå til regnskab i folketingssalen for, at man selv er med til at øge antallet af fattige.

I 2013 fastsatte daværende socialminister Karen Hækkerup (S) skillelinjen mellem at være fattig og mindrebemidlet til en indkomst på 103.500 kroner om året og en formue på ikke over 100.000 kroner.

Karen Ellemann mener, at fattigdomsgrænsen ikke hjælper de fattige, hvilket er, hvad hun er interesseret i.

Socialdemokraternes socialordfører, Pernille Rosenkrantz-Theil, har indkaldt til samråd i sagen.

- Når vi indførte en fattigdomsgrænse og en årlig redegørelse, så var det et effektivt redskab til at sætte lys på, hvem og hvordan vi kunne komme videre med at afskaffe fattigdom og give folk bedre levevilkår, skriver hun på Facebook.

SF's formand, Pia Olsen Dyhr, mener, at Venstre er bange for at måle konsekvenserne af egen politik.

- Man genindfører fattigdomsydelserne, og nu skrotter man fattigdomsgrænsen, så man ikke kan måle konsekvenserne af sin egen asociale politik, siger hun i en kommentar.

De såkaldte fattigdomsydelser sænker blandt andet ydelserne for flygtninge, der kommer til Danmark, til SU-niveau. Derudover har regeringen bebudet, at den igen vil indføre et kontanthjælpsloft.

42 kommentarer
Vis kommentarer