Elever om Jakob Engel-Schmidt: Det er dobbeltmoralsk

Eleverne på Niels Brock er skuffede over den nu tidligere udviklingsdirektør Jakob Engel-Schmidt

Ekstra Bladets politiske redaktør, Steen Larsen, forklarer her sagen

Foran handelsgymnasiet Niels Brock på Julius Thomsens Plads i København samles elever for at ryge inden næste undervisningstime skal begynde. Eleverne må ikke længere ryge på skolens område, derfor er de samlet på fortorvet foran skolen, her overtræder de ikke nogen ordensregler, når behovet for nikotin trænger sig på.

En lille flok af de rygende elever synes, at Venstre-politikeren Jakob Engel-Schmidt - den nu forhenværende udviklingsdirektør for handelsskolen - er dobbeltmoralsk, når han ikke overholder den danske lovgivning. De er især forargede over, at han forsøgte at skjule sine ulovligheder, da skolen han var ansat for, har et strengt ordensreglement.

- Hvis jeg får to advarsler for at have røget på skolens område, så bliver jeg smidt ud. Min fod må ikke røre trappen ind til skolen imens jeg ryger, for ser en lærer det, så får jeg en advarsel. Hvis det bliver opdaget, at en elev har taget stoffer til en fest, eller møder beruset op i skole, så er det direkte udsmidningsgrund. Vi har hårde regler og konsekvenser, så det burde ledelsen også have, fortæller en elev, der ikke ønsker at stå frem med navn eller ansigt.

Ikke okay
18-årige Bertil Spring går ikke op i, hvad politikerne gør i deres fritid, men han synes, at de skal tænke sig lidt om.

- Han må tage alle de stoffer, han vil, det skal jeg ikke blande mig i. Han skulle bare ikke have sat sig ind bag rattet i påvirket tilstand, det er aldrig okay at køre påvirket.

Bertil Spring mener ikke, at politikeren skal dømmes af en folkedomstol. Foto: Olivia Loftlund
Bertil Spring mener ikke, at politikeren skal dømmes af en folkedomstol. Foto: Olivia Loftlund
 

Bertil Spring er i tvivl om, hvorvidt Jakob Engel-Schmidt ville have fungeret som en god rollemodel for eleverne på Niels Brock.

- Vi hører jo konstant, at vi ikke skal tage stoffer, og der er nul-tolerance på skolen. Så på den måde, der er han ikke den bedste rollemodel for os elever.

Derfor kom det heller ikke som noget chok for eleverne, da det blev meldt ud, at venstre-politikeren selv har sagt sin stilling op.

- Det er den naturlige konsekvens i forhold til det, han har gjort. Man kan ikke holde den slags skjult for medierne. Det er en sag, man skulle have taget internt i skolens bestyrelse, og ikke i folkedomstolen og medierne, men det er for sent for ham nu. Han skulle bare have været ærlig, siger Bertil Spring.

Rasmus Mangor vurderer, at det vil have store konsekvenser for både Jakob Engel-Schmidt og Venstre, at politikeren har dummet sig. Foto: Olivia Luftlund
Rasmus Mangor vurderer, at det vil have store konsekvenser for både Jakob Engel-Schmidt og Venstre, at politikeren har dummet sig. Foto: Olivia Luftlund

Rasmus Mangor har ikke ondt af, at Engel-Schmidt er blevet taget for at køre bil i narkopåvirket tilstand. Han tænker mere på, hvad fremtiden vil bringe for politikeren og partiet Venstre.

- Det her vil have konsekvenser for Venstres image i en lang periode fremover. Det bliver svært at genoprette, for det er ikke noget man sådan lige glemmer. Det vil jo også få store personlige konsekvenser for Jakob Engel-Schmidt i fremtiden, siger Rasmus Mangor.

107 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere