Forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) forventer ikke, at justitsminister Peter Hummelgaard (S) vender sagen med ham, inden der bliver truffet endelig beslutning om, hvorvidt Claus Hjort Frederiksen (V) skal retsforfølges.
Det siger han til Politiken.
Det er ifølge Jakob Ellemann-Jensen justitsministeren, der skal tage stilling i sagen, hvor Claus Hjort Frederiksen angiveligt skulle have røbet statshemmeligheder i medierne.
Den såkaldte lækagesag.
- Det overlader jeg trygt til justitsministeren. Det er ikke noget, jeg kommer til at mene noget om, siger han.
Den immunitet, Claus Hjort Frederiksen tidligere har haft, fordi han var folketingsmedlem, er ophævet, da han ikke stillede op til valget sidste år og derfor ikke længere er folkevalgt længere.
Da Claus Hjort Frederiksen var medlem af Folketinget, ville Venstre med Jakob Ellemann-Jensen i spidsen have stemt imod at ophæve immuniteten.
Der var et flertal i Folketinget imod at ophæve Claus Hjort Frederiksens immunitet. Derfor kom det aldrig til afstemning.
Da Venstre var i opposition gik Ellemann ellers meget op i sagen.
Ifølge Politiken bragte Ellemann sagen op i Folketingets spørgetid, fordi sagen ifølge ham kunne give både allierede og fjender et billede af, at 'vi ikke har helt styr på det'.
Sagen mod Claus Hjort drejer sig om, at han skal have udtalt sig offentligt om statshemmeligheder, har flere medier tidligere berettet - og mere præcist det samarbejde, som den amerikanske efterretningstjeneste NSA i årevis har haft med Forsvarets Efterretningstjeneste om at tappe informationer fra kabler.
Det 75-årige tidligere folketingsmedlem nægter sig skyldig.