Ellemann-Jensen: Uforståelig modvilje mod at sænke momsen

Venstres formand ærgrer sig over, at partiets forslag om at halvere moms i resten af i år, ikke indgår i plan

En sænkning af momsen var ikke en del af den aftale, de fleste af Folketingets partier kom ud fra forhandlingerne med natten til mandag. Fotos: Philip Davali

Det er uforståeligt, at momsen ikke bliver sænket som et led i den genopretningsplan, som et bredt flertal blandt Folketingets partier blev enige om natten til mandag.

Det mener Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, hvis parti har stået bag et omdiskuteret forslag om at halvere momsen i resten af 2020.

- Uforståelig modvilje mod at sænke momsen, som giver flere penge mellem hænderne til alle og skaber titusindvis af arbejdspladser, skriver Jakob Ellemann-Jensen på Twitter.

Venstre foreslog for en måned siden at halvere momsen fra 25 procent til 12,5 procent i den resterende del af i år.

Det skulle løfte forbruget i Danmark og skabe anslået over 10.000 job i landet.

Ifølge Venstres beregninger ville en vare, som før kostede 100 kroner, nu komme til at koste 90 kroner.

Forslaget om momshalveringen blev imidlertid mødt med skepsis fra blandt andre flere topøkonomer.

Nuværende overvismand Carl-Johan Dalgaard pegede i Berlingske på, at der var en risiko for, at forslaget ville lave 'nogle nationaløkonomiske skvulp, som slet ikke er ønskelige'.

Blandt andet fordi en del af det forbrug, der ville komme i resten af 2020, hvis Venstres forslag blev gennemført, ville resultere i et mindre forbrug næste år.

Carl-Johan Dalgaard vurderede samtidig, at det ville være usikkert, i hvor høj grad og hvor hurtigt priserne på varer ville falde.

Jakob Ellemann-Jensen peger på Twitter på, at aftalen om genopretning af dansk økonomi 'er så god, som den kunne blive, og hans parti er også en del af aftalen'.

Han henviser til, at der bliver gjort en indsats for eksport og luftfart, samt at borgerne får udbetalt tre ugers indefrosne feriepenge.

Det samme gør Venstres finansordfører, Troels Lund Poulsen, der deltog i nattens forhandlinger.

- Vi skulle have gang i det indenlandske forbrug. Derfor noterer vi os også med tilfredshed, at der er tre af ferieugerne, der nu bliver udbetalt.

- Derudover skal vi have gang i vores eksportvirksomheder, vi skal holde hånden under dem. Derfor har det været afgørende for os, at vi kommer til at styrke vores eksportvirksomheder, siger han.

404 kommentarer
Vis kommentarer