Elsket internetfænomen reddet: Nu hånes politikerne

Et nyt EU-direktiv om ophavsrettigheder udelader specifikt internet-memes af frygt for internetaktivisme. Men memes kan stadigvæk blive fjernet, vurderer ekspert

Artikel 13 er blevet hånt på internettet af adskillige brugere. Meme: Alexander Brisling
Artikel 13 er blevet hånt på internettet af adskillige brugere. Meme: Alexander Brisling

Kærestebilledet ovenfor er kendt over hele internettet som 'distracted boyfriend meme,' og har sammen med alle andre såkaldte memes været i fare for at blive ulovlige med et nyt EU-direktiv.

Fakta om memes

- Det engelske ord 'meme' betyder oprindeligt, at et stykke kultur bliver kopieret og videregivet til andre.

- i moderne tid bliver ordet 'meme' brugt til at beskrive et tema der spredes viralt gennem internettet.

- Temaet kan have mange variationer. Det kan både være lyd, billeder, filmklip, spil eller skreven tekst eller en kombination af flere.

Kilde: Kommunikationsforum og dictionary.com

Det er et EU-direktiv med fokus på digitale ophavsrettigheder, der har truet internet-memes eksistens. Men nu slår EU fast, at den nye aftale specifikt udelader internet-memes.

Det fremgår i en pressemeddelelse fra EU.

'Direktivet er enige om at beskytte delingen af citater, kritik, anmeldelser, karikaturer og parodier. Det vil sikre, at memes og Gifs vil fortsat kunne bruges,' skriver EU.

Det er Artikel 13 i direktivet, der skulle have truet memes med formuleringen:

'Tjenesteudbyder skal sikre at uautoriserede og beskyttede værker ikke må være tilgængelige på deres tjeneste'.

Det betyder kort fortalt, at tjenesteudbydere som forskellige meme-hjemmesider, Facebook eller Youtube ville skulle fjerne memes fra deres website, da mange memes' bruger billeder, sange eller tegninger, som de ikke har rettigheder til.

Frygten for at internet-memes ville blive strafbart, har fået flere brugere på sociale medier til at vise deres utilfredshed blandt andet ved at bruge memes som dem her:

Eksempel på en meme om artikel 13. Politikerne hånes på internettet.
Eksempel på en meme om artikel 13. Politikerne hånes på internettet.

Eksempel på en meme om artikel 13.
Eksempel på en meme om artikel 13.

Eksempel på en meme om artikel 13.
Eksempel på en meme om artikel 13.

Frygt for Internetaktivisme
Det nye EU-direktiv minder på mange måder om ACTA-aftalen tilbage i 2012, vurderer Lars Konzack, der er forsker på informationsstudier på Københavns Universitet.

ACTA-aftalen omhandlede blandt andet også digital ophavsret, på samme måde som det nye EU-direktiv gør.

ACTA-aftalen blev nedstemt i EU-Parlamentet, og Lars Konzack vurderer, at det er frygten for en gentagelse af internetaktivismen i 2012, der har ført til udelukkelsen af memes i det nye direktiv.

- Folk demonstrerede i tusindvis foran Christiansborg. Det var jo usædvanligt, for det var ikke en demonstration planlagt af en fagforening, men af tilfældige internetbrugere, siger Lars Konzack til Ekstra Bladet.

Se også: Flere tusinde ACTA-demonstranter på Christiansborg

Internetaktivisme betyder kort fortalt, at man aktiverer folk gennem internettet.

Ansvaret flyttes
Tidligere har ansvaret for det uploadede materiale været hos brugeren, men med det nye direktiv flyttes ansvaret til platformene.

Det betyder, at det bliver platforme som eksempelvis Facebook eller Googles ansvar at håndhæve de forskellige ophavsrettigheder.

Google-ejede Youtubes CEO, Susan Wojcicki, har blandt andet udtalt sig kritisk om direktivet.

Men selvom ansvaret flyttes til platformene, men Lars Konzack stadigvæk, at det kan få konsekvenser for brugerne.

- Hvis direktivet bliver gennemført, så vil vi se medier opføre sig ekstra forsigtigt i forhold til, hvad brugerne kan lægge ud på internettet, fortæller Lars Konzack.

- Det kunne eksempelvis være en opfundet historie i Harry Potter-universet, som man lagde på Youtube. Den ville Youtube i givet fald fjerne, da de ikke ville have en retssag på nakken.

Lars Konzack vurderer også, at selvom memes er udeladt fra direktivet, så kan memes stadigvæk blive fjernet på forskellige platforme, hvis direktivet bliver gennemført.

- Selvom direktivet udelukker memes specifikt, så er det jo platformene, der bestemmer, hvad der må være. Så hvis de ikke gider tage nogle chancer, så kan de også bare fjerne memes, fortæller Lars Konzac.

Direktivet er blevet godkendt i Europa Parlamentet, og skal nu godkendes i Repræsentanternes råd.

48 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere