Kommunalvalg får for alvor danskere med særlige holdninger frem i lyset og igen i år stiller flere partier op med helt unikke og specielle mærkesager.
Ekstra Bladet har gået igennem kandidatlisterne og giver her et overblik over de ni mest skøre kandidater og partier, som du kan sætte dit kryds ved 21. november til kommunalvalget.
En død hest (København)
Partiet har ikke et partiprogram, men hele fire kandidater. 74-årige Jesper Balle blev hvervet til partiet, da han en dag gik en tur på strøget – han samler på oplevelser og kunne derfor ikke sige nej.
Spørger man ham til partiets politik, ved han det simpelthen ikke, men har en svagt bud på sin egen.
- Alle partiernes politik er min politik. Så er jeg sikker på, at jeg dækker det hele, siger Jesper Balle til Ekstra Bladet.
Skal han lægge sig fast på noget, så bliver det dog de svage i samfundet.
- Der er jo folk i dagens Danmark, der savner hjælp. Jeg håber også, jeg kan inspirere folk til at forfølge deres drømme, siger han.
I Jesper Balles Facebook-gruppe har han to medlemmer, og derfor anser han ikke selv sine chancer for at blive valgt ind som overvejende gode.
- Skulle det umulige ske, så går jeg splitter fornøjet fra Valby Langgade ned til søen i Frederiksberg have og springer i, og giver is til store som små bagefter, siger han.
Sunshine partiet (København)
Sunshine partiet er efterhånden en gammel kending på den københavnske kandidatliste.
Peer J. Pedersen er partiets spidskandidat, men også partiets eneste kandidat, i år går han til valg på kampen mod kalk i drikkevandet.
- Alt det kalk i drikkevandet gør, at vores varmelegemer kalker til for eksempel i kaffemaskinen. Det skal der jo bruges energi til at fjerne, siger han.
Han selv kalder partiet for 'lidt af et miljø-parti'.
- Jeg vil prøve at få indført gratis offentlige transport. De kan i Ikast, så kan vi altså også i København.
Tidligere er han gået på valg for at få mere glæde og sol i København, men ikke i år.
- Jeg kan jo ikke love sol over København.
- Tror du, at du bliver valgt ind?
- I år har jeg fået mere omtale, så man har da lov at håbe, svarer Peer J. Pedersen.
Fabeldyret - livstidspræsident (København)
Musikeren Fabeldyret stiller op i forventning om at blive livstidspræsident eller diktator, som han også kalder det.
- Man skal stemme for ikke at stemme mere. Miljøet har ikke tid til at vente på, at vi sidder og bliver enige om, at bilproducenterne for eksempel lige producerer det sidste, siger Shain Aakjær, der er ene mand på projektet.
Og enkeltmandspartiet har hele fire mærkesager.
- Jeg vil erklære krig mod krig. Vi har haft krig mod narko og krig mod terror, men aldrig krig mod krig. Nu tager vi den helt store, siger Shain Aakjær.
- Jeg vil lave en total legalisering af alt narko. Folk må selv om, hvad de gør med deres krop, og folket går jo glip af kæmpe summer, så er det jo også nemmere at styre en bedøvet befolkning, siger han.
Også vil han have 100 procent i skat og 35 procent procent i moms.
- Er det hele bare en joke?
- Det kommer an på, om jeg bliver citeret for det, svarer Shain Aakjær.
Schiller Instituttes venner (København)
Med sloganet om magnetbane over Kattegat efter finanskrakket tiltrak Schiller Instituttets spidskandidat Tom Gillesberg sig stor opmærksomhed ved forrige folketingsvalg.
Denne gang lyder mottoet: Inden nyt finanskrak København skal med i den nye Silkevej. Valgplakaterne med Tom Gillesberg med et tog i baggrunden pryder hele København.
- Det skal være muligt at gå ned på hovedbanegården tage et lynhastighedstog til Beijing eller Moskva, men hovedsageligt skal toget bruges til handel, siger spidskandidaten.
Derudover vil Tom Gillesberg også have, at alle børn skal lære at spille et musikinstrument, spille i et orkester eller lære at synge - helt gratis.
- Det er den bedste måde for elever at lære, og gennem klassisk musik får de trænet deres iboende kreativitet. Sådan kan vi få den nye H.C. Ørsted, Kirkegaard eller H.C. Andersen.
Hampepartiet (København)
Med sloganet 'et grønt enkeltsagsparti' skaber Klaus Trier Tuxen opmærksomhed.
Partiet har kun én sag på deres partiprogram:
- Cannabis skal legaliseres, skriver han på sin hjemmeside.
Partiet stiller op for femte gange, og de helmer tydeligvis ikke før, der er fri cannabis i Danmark.
Befri Fyn (Odense)
Komikeren Palle Birch stiller op som eneste kandidat for partiet, og kæmper for et selvstændigt Fyn. Han vil have grænsebom mellem Sverige og Fyn, og om frihedskampen siger Palle Birch at:
- Det er på tide, at vi får sat en bom op ved Lillebælt- og Storebæltsbroerne, så vi kan beskatte den alt for voldsomme trafik, der er henover vores lille ø.
Af tv2 Fyn blev han spurgt, hvordan han forholder sig til skolereformen:
- Altså jeg har en personlig mærkesag, som er; jo mindre folk de lærer, jo lettere er det at manipulere med dem. Det benytter jeg mig selvfølgelig ikke af. Men der skal flere penge til skoler. De ældre skal også have mere. Der skal mere til alle, siger han.
Dovne Robert (København)
Han behøver vel egentlig ikke nogen rigtig introduktion. Den 45-årige Robert Nielsen fra København - bedre kendt som Dovne Robert.
Han blev landskendt, efter han deltog i programmet ' Den anden side' på DR2, hvor han åbent og ærligt fortalte om sin modvilje mod at tage 'et skodjob', selvom han havde været på kontanthjælp i årevis.
Ved sidste valg fik han 539 stemmer, hvilket ikke var nok til en plads i borgerrepræsentationen. Nu prøver han igen, og denne gang er budskabet: 'En stemme på mig er en FUCKFINGER til det nuværende menneskefjendske system'.
Det tavse flertal (København)
Partiformanden, Torben Joensen, slår et slag for det direkte demokrati. For ham er meningen, hvis han bliver valgt, at han løbende vil lægge de emner op på Facebook, der skal behandles, og dermed lade det tavse flertal være med til at bestemme, hvad han selv skal stemme.
Hans mærkesager er en social ansvarlig boligpolitik, ungdomsboliger, der er til at betale og en socialpolitik, der ikke trækker syge og svage rundt i et aktiveringscirkus.
9. Marquis de Sade (Frederiksberg)
Marcel de Sade blev en kendt figur i den brede offentlighed tilbage i 1950'erne, da han hævdede at have købt titlen 'Marquis' i Vatikanstaten.
På Frederiksberg står han på stemmesedlen til valget, men hvad der ligger til grund for hans opstilling, og hvad hans mærkesager er, er endnu uopklaret. Ifølge Frederiksberg Bladet vil han ikke oplyse sit telefonnummer til journalister. I stedet opfordrer han interesserede til at hive fat i ham, når han render rundt på Frederiksberg Allé, hvor han bor.