Endnu et nederlag til Trump: John McCain nægter at afskaffe Obamacare

Republikaneren John McCain vil stemme nej til at afskaffe den omdiskuterede Obamacare

Senator John McCain. Foto: AP
Senator John McCain. Foto: AP

Obamacare har længe været en torn i øjet på flere af republikanerne i USA, og nu er det sidste forsøg på at afskaffe den omdiskuterede sundhedsreform nok kikset.

Den republikanske senator John McCain har nemlig udtalt, at han vil stemme nej til afskaffelsen.

Det betyder, at der ved afstemningen den 30. september højst sandsynligt ikke vil være nok stemmer til at støtte Donald Trumps dagsorden. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Ikke nok stemmer
Der skal bruges 50 stemmer til at afskaffe Obamacare, og med McCains 'nej' er der nu tre republikanere, der offentligt har udtalt, at de ikke vil støtte afskaffelsen.

McCain har fortalt, at han ikke mener der er gjort nok for samarbejdet mellem republikanere og demokrater til, at han kan stemme for at afskaffe sundhedsreformen.

- Jeg kan ikke med god samvittighed stemme for det forslag. Jeg tror på, at vi kan arbejde bedre sammen, republikanere og demokrater. Vi har endnu ikke rigtig prøvet, siger han.

Sidste forsøg på afskaffelse
Ud over McCain har den republikanske senator Rand Paul meddelt, at han stemmer imod. Det samme har senator Susan Collins stærkt antydet. Det skriver Ritzau.

Tidligere i år var amerikanere på gaden for at demonstrere mod afskaffelsen af 'Obamacare'. Video: Ritzau

Afstemningen i senatet er blevet kaldt et sidste forsøg for at afskaffe sundhedsreformen. Tidligere afstemninger for afskaffelsen er allerede mislykkedes.

Fordelingen i Senatet er sådan, at republikanerne har 52 pladser, og demokraterne har 48. Hvis bare tre republikanere stemmer i mod forslaget, bliver det ikke til noget. Demokraterne stemmer imod forslaget.