Engell: Pinligt forsøg på at skjule svindel-sag

Ekstra Bladets politiske kommentator langer ud efter Kommunernes Landsforening

Hans Engell er ikke imponeret over KL. Foto: Ole Steen
Hans Engell er ikke imponeret over KL. Foto: Ole Steen

HVORFOR SKAL den fulde sandhed om den økonomiske skandale og misbrugssagerne i Kommunernes Landsforening holdes hemmelig? Hvorfor er det først nu, hvor TV2 og andre medier ruller tingene ud, at der kommer politianmeldelse og lidt lys over sagen?

Hvorfor vil et flertal i KL’s bestyrelse ikke have en uvildig undersøgelse? Hvorfor flygter formanden for KL, Kalundborgs borgmester Martin Damm, som en panikangst hare, når TV2’s journalist vil have kommentarer til den række af ekstremt belastende afsløringer, som stationen har rullet ud for vælgerne plus de 98 kommuner, som har betalt festen i KL’s juridiske afdeling?

SPØRGSMÅLENE står i kø, men indtil videre har den øverste ledelse holdt kortene tæt ind til kroppen, og KL’s adm. direktør, Kristian Wendelboe, har lignet en mand, der kun udtalte sig efter waterboarding og anden tortur. Tilmed i korte, indimellem tågede sætninger.

MINDRE END en uge inden kommunalvalget ruller denne sag op i medierne, som handler om svinsk overforbrug af rejsekonti og middage, indkøb af hundedyre Mont Blanc-kuglepenne, misbrug af taxachecks, mystisk leje af tre sommerhuse på Bornholm, udbetaling af en kornfed bonus til en fyret, nu politianmeldt KL-chef og meget andet. Det fulde billede har vi formentlig ikke fået, og en undersøgelse har de borgerlige partier i KL’s bestyrelse plus den radikale Anna Mee Allerslev afvist. Men udadtil har de ikke villet begrunde, hvorfor sandheden ikke må komme frem. Den var ikke gået i en af KL’s 98 medlemskommuner, men heller ikke herfra har der indtil lydt protester.

Trods hundredvis af fagligt dygtige folk har kommunernes organisation mediemæssigt ikke formået at håndtere denne interne skandalesag på en bare nogenlunde professionel måde. Hvorfor tager formanden, Martin Damm, ikke sit ansvar og står åbent frem i medierne. Man må jo spørge: Har han selv noget at skjule?

Engell mener ikke, at Martin Damm, th, lever op til sit ansvar. Foto: /ritzau/ Janus Engel
Engell mener ikke, at Martin Damm, th, lever op til sit ansvar. Foto: /ritzau/ Janus Engel
 

HVOR ANDRE offentlige myndigheder og organisationer ville være nødsaget til at lægge tingene åbent ud, igangsætte en tilbundsgående uvildig undersøgelse samt få placeret et ansvar, har KL valgt det modsatte: Man klapper i. Pålægger hinanden tavshedspligt. Og siger så lidt til medierne som overhovedet muligt. Det kunne måske gå i en privat virksomhed. Men her taler vi om en forening, som fra kælder til loft er betalt af de danske skatteydere.

Den var aldrig gået på Christiansborg. Her ville en minister med det samme være tvunget til at træde frem, lægge kortene på bordet, fortælle alt, hvad man vidste, og formentlig ville der være politisk flertal for en grundig undersøgelse og ansvarsplacering. I KL har man satset på, at sagen kunne fejes ind under gulvtæppet.

KL – kommunernes fælles interesse- og lobbyorganisation – er en af landets mest magtfulde organisationer. Med en omsætning på næsten en halv mia. kr. og 400 medarbejdere har KL betydelig indflydelse i forhold til regeringen, Folketinget, de 98 kommuner og landets øvrige organisationer. KL er med alle vegne og er kendt for sin faglige dygtighed og normalt udadvendte arbejdsform.

Men når det gælder de interne forhold, optræder organisationen i denne sag som den sicilianske mafia. Hemmelige møder, hemmelige afstemninger. Tavshedspligt og fælles front udadtil. Da medierne forsøgte at få en kommentar fra KL’s formandskab, lignede borgmestrene, der ellers elsker tv-kameraer, en flok bolighajer på flugt fra Ekstra Bladet.

DET ER OGSÅ ubegribeligt, at det mindretal i KL-bestyrelsen, som ønskede en uvildig undersøgelse, men som blev stemt ned, ikke med det samme meddelte, at de ikke ville underkaste sig nogen tavshedspligt. Hvis de borgerlige partier plus den hidtidige radikale borgmester i bestyrelsen, Anna Mee Allerslev, ikke vil kræve en uvildig undersøgelse, må de over for offentligheden og Folketinget – plus ikke mindst de 98 kommuner, som finansierer KL – forsvare denne beslutning.

Vi må gå ud fra, at hvis det politiske flertal i KL-bestyrelsen efter valget på tirsdag skifter fra blåt til rødt, vil en ny KL-formand, Aarhus’ S-borgmester Jacob Bundsgaard, bruge flertallet til at forlange en uvildig advokatundersøgelse af svindel-sagen. Eller hvad?

DET ER ET UNDERLIGT broderskab, som har udviklet sig, hvor KL internt skal være enige om det hele og udadtil står sammen uanset interne spændinger. Det giver naturligvis styrke, når man for eksempel skal forhandle økonomiske aftaler med regeringen.

Men dette broderskabs-princip bliver usympatisk, når det misbruges til at holde væsentlige oplysninger om begået misbrug internt og muligvis kriminelle forhold skjult og hemmeligt.

PÅ TIRSDAG skal vi have kommunalvalg. Det ville klæde KL, hvis de forinden fik lagt kortene på bordet og igangsat en undersøgelse, så det fulde billede kan tegnes, og ansvar placeres. Det ville være et signal i forhold til den åbenhed, ordentlighed, demokratisk indsigt og krav om orden i pengesagerne, som KL forlanger af sine medlemmer og alle andre.

Og det er faktisk også det, vi skal stemme om på tirsdag. Derfor er det den dårligst tænkelige optakt til kommunevalget at se selveste formanden for kommunernes organisation, Venstre-borgmester Martin Damm, flygte af sted som en panikramt hare, fordi journalister gerne vil have at vide, hvad der er foregået af plat og svindel i den forening, som han har det øverste politiske ansvar for. Hvor svagt kan det køre?

176 kommentarer
Vis kommentarer