Engell: Tulle fuppede Mette

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, snød sine nye venner i Socialdemokratiet

Kristian Thulesen Dahl sammen med Mette Frederiksen. Foto: Jonas Olufson
Kristian Thulesen Dahl sammen med Mette Frederiksen. Foto: Jonas Olufson

Selv om våbenhvilen i bandekonflikten mellem Loyal to Familia og Brothas søndag trak mere medieomtale end regeringens erhvervsforlig med DF og radikale, var de politiske signaler af den politiske aftale endnu stærkere.

Den korte udgave af forløbet er, at regeringen lagde en meget ambitiøs blå plan frem, der bl.a. skulle finansieres med massive forringelser af dagpengesystemet for unge nyudlærte. Derefter gik man i gang med forhandlinger, hvor DF og S var inde i billedet. Ministrene valgte at forhandle med partierne enkeltvis, så ingen kendte helt det samlede billede før til sidst.

DF var i begyndelsen aktive for at få S med, men S-toppen ville ikke spise dagpengeforringelsen. Derefter røg både S og dagpengene ud af forhandlingerne, for området er omfattet af et tidligere forlig med S.

Ind på scenen trådte så de radikale og i et intenst forløb frem til søndag blev der forhandlet en aftale på plads, hvor Brian Mikkelsen, Kristian Jensen, Thulesen Dahl, Morten Østergaard og Simon Emil Ammitzbøll kunne sole sig i sjælden harmoni.

Ude på perronen i regnvejr stod Mette Frederiksen, Henrik Sass og Nicolai Wammen. Snydt. Uanset hvordan man udlægger forløbet kan det ikke skjules, Dansk Folkeparti fuppede deres nye venner i Socialdemokratiet.

Tulle snød Mette og det vil blive husket i de kommende 15-16 måneder frem til næste folketingsvalg. Hvor meget kan de to partier egentlig stole på hinanden?

Slut er den hyggelige stund i sofaen, hvor de to partiledere mødtes i historisk forbrødring. En ny dagsorden var sat med det tætte samarbejde mellem S og DF, som allerede har haft effekt bl.a. omkring boligskatten og udlændingepolitik. Men søndag aften sluttede festen i denne omgang.

I S er man skuffet over forløbet. For nu at sige det mildt. DF har til gengæld mange forklaringer på, at S bare kunne være blevet hængende ved forhandlingsbordet.

Især er det naturligvis en enorm ydmygelse af S, at de radikale er med i aftalen. For regeringen kunne sagtens have sikret flertal med DF alene.

Men den strategiske fordel for Løkke ved at have R med er, at aftalen bliver langtidsholdbar. Også hvis der kommer en rød regering efter næste valg.

Og for de radikale var det en kærkommen mulighed for at spille sig ind, efter partiet et par år stort set har været marginaliseret. Aftalen om lempelse af afgiften på elvarme er efter den radikale kogebog, Nu er partiet på banen igen.

Politik bygger på fælles interesser og gensidig tillid. Tulle og Mette har haft fælles interesse i at stå samlet overfor Løkke. Holder de sammen, har Løkke ingen muligheder for at bevæge sig. Men samarbejdet har også bygget på tæt gensidig tillid mellem især Mette og Tulle. Sass, Wammen og Peter Skaarup.

Chefrådgiverne Søren Søndergaard fra DF og Martin Rossen fra S. Og i ordførerrækkerne stærkest markeret ved tæt samarbejdet på retsområdet mellem Trine Bramsen og Peter Kofod.

Efter aftalen søndag må man spørge: Er dette samarbejde overhovedet noget værd?  Havde Thulesen Dahl valgt at indgå en aftale med regeringen alene, var det gået. DF peger trods alt blåt. Men han benyttede ikke lejligheden til at hælde de radikale ud, hvilket havde været meget enkelt. Han kunne bare have stillet det som betingelse for selv at indgå aftalen. Dermed virker S-DF-samarbejdet ramponeret.

Hvor smadret får vi endegyldigt at vide i den kommende uge, hvor kommunalvalget vil vise, hvor megen værdi S-DF-samarbejder har lokalpolitisk. Forventningerne i begge partier til, at S-DF samarbejdet skal bane vejen for en stribe nye borgmestre, hvor V og K kommer til at betale med borgmesterkæder til de to andre partier, får vi at se tirsdag og onsdag.

Tulle vil gerne være tæt på Mette Frederiksen, men sender S ud af forhandlinger til fordel for ærkefjenden R. Hvilke signaler sender det, og hvor længe kan Tulle ved at spille på to heste samtidig bevare sin troværdighed?

I søndagens Gallup står DF til nederlag, hvis der var valg i morgen – minus fire mandater og mindre end V.

Foreløbig er S-DF-samarbejdet sat på vågeblus. Bliver kommunalvalget også en fuser, må vi regne med, at hvedebrødsdagene for Tulle og Mette blev korte.

Så er det lykkedes Lars Løkke Rasmussen at smadre det samarbejde, de to partiledere indgik i sofaen på Borgen en solstålende dag i maj. I mellemtiden er det blevet vinter for DF og S.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Politik
Mest læste i Politik
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna C. Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen