Er hans vicepræsident i karantæne?

På pressemøde antyder Trump, at vicepræsident Mike Pence er i karantæne - uden dog at sige det direkte

Pressemødet sluttede på abrupt vis efter et verbalt sammenstød mellem Trump og CBS-journalisten Weijia Jiang. Video: AP

USA's præsident, Donald Trump, vil måske begrænse kontakten til vicepræsident Mike Pence.

Det fortæller Trump på et pressemøde mandag i Det Hvide Hus.

Meldingen kommer, efter at vicepræsident Mike Pences pressemedarbejder og en af Trumps personlige opvartere, der blandt andet har serveret mad for den 73-årige præsident, er konstateret smittet.

- Det må han og jeg snakke om, svarer Trump, da han bliver spurgt, om han vil indskrænke kontakten til vicepræsidenten.

Trump antyder også, at Pence er i en form for karantæne uden at sige det direkte.

- I løbet af denne karantæneperiode vil vi sandsynligvis tale. Jeg har ikke set ham siden da. Vi kan tale i telefon.

- Han blev testet negativ, så det er vi nødt til at forstå, men han er i kontakt med mange folk, siger Trump.

Pences talsmand, Devin O'Malley, har dog afvist, at vicepræsidenten er gået i selvisolation. Det gjorde han, efter at Bloomberg News mandag skrev, at det var tilfældet.

På pressemødet lader Trump ikke til at ville gøre et stort nummer ud af mulig smitte i Det Hvide Hus.

- Vi ønsker at holde landet kørende, så der er mange mennesker, der kommer ind og ud af Det Hvide Hus, og mange af folk, de fleste af de folk, er blevet testet, siger han.

- Alle, der kommer ind i Det Hvide Hus, er blevet testet, og jeg føler ingen form for sårbarhed.

Pressemødet sluttede på abrupt vis efter en ophedet udveksling af ord med en CBS-journalist.

Journalisten spurgte præsidenten, hvorfor han blev ved med at insistere på, at USA gør det bedre end andre lande i forhold til at teste folk, når amerikanere fortsat mister deres liv til virusset.

- Jamen, de mister deres liv over alt i verden, sagde Trump.

- Og måske er det et spørgsmål, du skulle stille til Kina. Spørg ikke mig, stil det spørgsmål til Kina, ok?

CBS journalisten, Weijia Jiang, der er af kinesisk-amerikansk oprindelse, spurgte, hvorfor præsidenten sagde det præcist til hende.

- Jeg ville sige det til enhver, der stillede et grimt spørgsmål som det, sagde Trump, før han afsluttede pressemødet.

Tidligere mandag kom det frem, at Det Hvide Hus har beordret ansatte, der arbejder i samme område som præsident Donald Trump, til at bære masker, når de bevæger sig rundt i bygningen.

Det oplyste en højtstående kilde i Trump-administrationen til Reuters.

1 af 2 - Alle, der kommer ind i Det Hvide Hus, er blevet testet, og jeg føler ingen form for sårbarhed, sagde Donald Trump under et pressemøde mandag i Det Hvide Hus, hvor flere ansatte har fået konstateret coronavirus. Foto: Kevin Lamarque/Reuters
2 af 2 Pressemødet sluttede på abrupt vis efter et verbalt sammenstød mellem Trump og CBS-journalisten Weijia Jiang. Foto: Kevin Lamarque/Reuters
504 kommentarer
Vis kommentarer