Erdogan står til historiske nederlag i Istanbul og Ankara

Tyrkisk lokalvalg giver blandede resultater til præsident Erdogans AKP, der får flertal, men mister nøglebyer

For første gang nogensinde har den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogans regeringsparti, Retfærdigheds- og Udviklingspartiet (AKP), mistet kontrollen over hovedstaden Ankara.

Det står klart efter søndagens lokalvalg i Tyrkiet.

AKP har aldrig tidligere mistet kontrollen i hovedstaden siden det islamiske partis oprettelse tilbage i 2001.

AKP står ligeledes til at miste magten i den tyrkiske storby Istanbul. Det oplyser formanden for den tyrkiske valgkommission mandag formiddag.

Det er dog fortsat yderst tæt i den største tyrkiske by.

Borgmesterkandidaten fra Tyrkiets største oppositionsparti, CHP, Ekrem Imamoglu, fører med blot 28.000 stemmer.

Han står noteret for 4.159.560 stemmer. AKP's kandidat, Binal Yildrim, står til 4.131.761 stemmer. Det er uklart, hvor mange procent der er talt op.

- Folket har stemt til fordel for demokratiet. De har valgt demokratiet, siger oppositionsleder Kemal Kilicdaroglu, da han erklærer sejr i Ankara og Istanbul.

På nationalt plan har præsidentens AKP fået over halvdelen af stemmerne.

Men også i Tyrkiets tredjestørste by, Izmir, står Erdogans parti til at tabe.

Det mulige nederlag i Istanbul er potentielt det største slag for Erdogan. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det var i Istanbul, at Erdogan som borgmester fra 1994 til 1998 begyndte sin vej mod toppen i tyrkisk politik.

Heller ikke i Istanbul har AKP tidligere mistet magten ved et lokalvalg.

Lokalvalget, der ikke mindst er en kamp om de vigtige borgmesterposter, bliver set som en test på Erdogans popularitet i befolkningen.

En økonomisk krise og en svækket tyrkisk lira er nogle af hovedårsagerne, til at Erdogan og AKP mister opbakning.

Krisen vækker bange anelser hos mange tyrkiske vælgere. De tænker tilbage på landets valutakrise sidste år.

11 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere