Erdogan til oppositionen: Kom og find mit guld-toilet

Retorikken spidser til før parlamentsvalg i Tyrkiet søndag. Erdogan inviterer oppositionsleder på besøg.

Tyrkiets præsident Recep Erdogan sætter sin post på spil, hvis oppositionslederen Kemal Kilicdaroglu finder et guldtoilet og vask af guld i præsidentboligen.  Foto: AP
Tyrkiets præsident Recep Erdogan sætter sin post på spil, hvis oppositionslederen Kemal Kilicdaroglu finder et guldtoilet og vask af guld i præsidentboligen. Foto: AP

Tyrkiets præsident Recep Erdogan er træt af beskyldninger om, at han lever et ekstravagant liv for skatteydernes penge.

Derfor opfordrer han oppositionens leder, Kemal Kilicdaroglu fra Republikansk Folkeparti (CHP), til at komme på besøg efter dennes beskyldninger om svindel og overforbrug i præsidentboligen.

Striden er del af det igangværende tovtrækkeri om vælgernes gunst før parlamentsvalget senere på ugen.

- Hvis lederen af hovedoppositionen virkelig mener det, så vil jeg her til aften instruere min sekretær. Lad ham komme og gå en tur i præsidentkomplekset, siger Erdogan ifølge Hürriyets engelsksprogede netavis i et tv-interview på kanalen TRT.

Invitationen blev afleveret verbalt af præsidenten under et vælgermøde i Igdir mandag, og præsidentsekretæren har siden bekræftet, at den er sendt til oppositionslederen.

Massiv kritik over palads

Der er parlamentsvalg i Tyrkiet 7. juni.

- Finder han et toiletsæde af guld eller en vask af guld? Er han klar til at forlade sin post, hvis han ikke finder noget. Hvis han finder et, så vil jeg træde tilbage, siger Erdogan.

Erdogan har været under massiv kritik for opførelsen af et enormt palads på 200.000 kvadratmeter. Det er 30 gange større end Det Hvide Hus - og større end Versailles i Frankrig.

Tidligere tyrkiske præsidenter har arbejdet i det mere ydmyge palads Cankaya i centrum af Ankara.

Kemal Kilicdaroglu har ingen planer om at tage imod Erdogans invitation. Han besvarer den med flere beskyldninger.

- Jeg har ikke noget at gøre på paladser, siger oppositionslederen.

- Jeg kender hans iver efter guld, dollar, euro og svindel, siger oppositionslederen til en gruppe journalister ved et vælgermøde i Anatolien.

Kemal Kilicdaroglu lover tyrkerne mere velfærd, hvis han vinder magten efter valget på søndag.

En historie om, at Ukraines daværende præsident Viktor Janukovitj havde et guldtoilet, gik verden rundt i 2014, efter at han var flygtet fra posten.

Det blev et symbol på præsidentens helt urimelige overforbrug.

9 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere