EU-chefer sender fælles brev med løfter til presset May

Skilsmisseaftalen med Storbritannien er et 'rimeligt kompromis'. Den kan ikke genforhandles, skriver EU-chefer

I et fælles brev sender EU-præsident Donald Tusk og EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, yderligere forsikringer til den britiske premierminister, Theresa May.

Brevet er dateret og offentliggjort, dagen før det britiske parlament tirsdag skal stemme om Mays hårdt forhandlede udtrædelsesaftale med EU.

I brevet understreger Tusk og Juncker igen, at skilsmisseaftalen ikke kan genforhandles. Den er udtryk for et 'rimeligt kompromis', hedder det.

De to EU-ledere kan kun arbejde inden for de retningslinjer, som er udstukket af EU-landenes stats- og regeringschefer.

EU-cheferne bekræfter, at de vil arbejde intenst på at forhindre, at den i Storbritannien så forhadte aftale om en bagstopper for Nordirland aldrig kommer i anvendelse.

Bagstopperaftalen skal sikre, at der ikke må etableres en fast grænse med kontroller mellem Irland og Nordirland.

Tusk og Juncker lover at underskrive udtrædelsesaftalen med briterne, så snart parlamentet i London måtte godkende den.

- Det vil i umiddelbar forlængelse bane vejen for forberedelser af det fremtidige forhold med Storbritannien, så forhandlinger kan indledes, straks efter at Storbritannien har forladt EU.

Det skal hjælpe til, at de to parter kan få styr på et fremtidigt forhold, så de undgår at blive hængende i en bagstopper med et toldsamarbejde med EU.

Brevet fra Tusk og Juncker kommer som svar på et brev fra May til de to. Begge breve er dateret og officielt sendt mandag, og de er resultatet af den seneste tids intense dialog mellem parterne.

Alt tyder på, at May vil tabe afstemningen i Underhuset tirsdag aften. Hvad der så vil ske, står endnu ikke klart. Indtil videre fastholder hun, at 29. marts bliver skilsmissedagen.

Theresa May anerkender i sit brev, at løfterne fra EU næppe vil tilfredsstille alle i det britiske parlament.

Premierministeren appellerer til, at medlemmerne af Underhuset stemmer for hendes aftale. Dermed undgår Storbritannien, siger May, en skilsmisse uden aftale med alvorlige følger for landet.

44 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere