EU er klar til at blokere for indrejser fra USA efter genåbning

I udkast til liste over lande, som EU vil åbne grænserne for, optræder USA ikke, skriver avis

Amerikanere, der sukker efter at besøge Europa efter flere måneders nedlukning under coronakrisen, skal måske væbne sig med ekstra tålmodighed.

EU er således tilsyneladende klar til fortsat at blokere for indrejser fra USA, når grænserne inden for de næste uger forventes at genåbne for udvalgte lande.

Det skriver The New York Times, der er i besiddelse af et udkast til en liste over lande, som EU vil åbne sine grænser for.

I materialet fremgår det, at man fra EU's side ikke mener, at USA har formået at bremse udbruddet af coronavirus.

I øjeblikket er der registreret flere end 120.000 dødsfald blandt coronapatienter i USA, mens 2,3 millioner er testet positive for virusset.

Ifølge The New York Times er der foreløbig lavet to lister over lande, hvis statsborgere igen vil blive tilladt indrejse i EU.

Begge lister inkluderer lande som Kina, Uganda, Cuba og Vietnam, men rejsende fra USA vil altså ifølge New York Times' oplysninger ikke være velkomne.

Det samme gælder i øvrigt rejsende fra lande som Brasilien og Rusland.

Udsigten til at blive sat i samme bås som de to ovennævnte lande vil alt andet lige være endnu et slag mod USA's præsident, Donald Trump, der er blevet kritiseret for sin håndtering af epidemien.

I marts, da Europa var epicentrum for epidemien, valgte Donald Trump at indføre indrejseforbud for rejsende fra de fleste EU-lande.

Præsidenten begrundede ved den lejlighed sin beslutning med, at det var nødvendigt for at beskytte USA og befolkningen.

På det tidspunkt var der registreret omkring 1100 smittetilfælde og 38 coronarelaterede dødsfald i USA.

En række EU-lande har allerede genåbnet grænser internt i unionen. Nu arbejder medlemslandene på en fælles liste over lande uden for unionen, hvorfra man snart vil tillade indrejser.

Det ventes, at EU vil præsentere den færdige liste i begyndelsen af næste uge.

EU kan ikke tvinge medlemslandene til kun at tillade indrejser fra lande, der optræder på listen.

Embedsmænd i EU understreger dog ifølge The New York Times, at det kan resultere i nye nedlukninger, hvis et af de 27 medlemslande åbner for rejsende fra lande, der ikke er på listen.

185 kommentarer
Vis kommentarer