EU godkender mission til at tackle smuglere

En EU-mission i tre faser, der skal tackle menneskesmuglere, er blevet godkendt på EU-udenrigsministermøde.

Nu kan EU sætte ind over for de menneskesmuglere, der hvert år sender tusindvis af migranter på den farefulde færd tværs over Middelhavet mod Europas grænser i faldefærdige både.

EU's udenrigsministre har nemlig mandag godkendt en plan for en EU-mission i Middelhavet på et møde i Luxembourg. Beslutningen er af formel karakter, da en principbeslutning allerede blev truffet fredag.

- Det er formentlig første gang, at Den Europæiske Union tager migration så seriøst så hurtigt, siger EU's udenrigschef Federica Mogherini på et pressemøde.

Første fase af operationen, som er delt ind i tre faser, bliver sat i værk inden for de kommende dage, fortæller udenrigschefen.

Fase et bliver at indsamle information om smuglernes aktiviteter og netværk og overvåge Middelhavet.

Men der er stadig lang vej før, at EU kan forsøge at finde og ødelægge smuglernes fartøjer, som har været meget diskuteret i forbindelse med en mission og er en del af de næste faser af operationen.

Det kræver nemlig et FN-mandat, som EU ikke har endnu.

Missionen kommer i kølvandet på en stor drukneulykke i Middelhavet i april, hvor omkring 800 mennesker mistede livet. Herefter blev migration for alvor sat øverst på den europæiske dagsorden.

EU-præsident Donald Tusk indkaldte til et ekstraordinært topmøde i dagene efter katastrofen. Her diskuterede EU's stats- og regeringschefer, hvilke tiltag der skulle sættes i værk for løse problemet med de migranter, der drukner i Middelhavet.

De bad samtidig Mogherini om at undersøge muligheden for en mission, der blandt andet kunne finde og destruere menneskesmuglernes både.

Mogherini understreger, at missionen blot er en del af en større migrationsstrategi.

- Fordi når disse desperate mennesker banker på vores dør, kan vi ikke undgå spørgsmålet om, hvordan vi byder dem velkommen i Europa, siger hun.

Migration er også på dagsordenen, når EU's stats- og regeringschefer mødes til topmøde torsdag og fredag.

1 kommentar
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere