EU-lande vil være til stede i Kabul for at evakuere de sidste

EU's medlemslande er enige om en fælles tilstedeværelse i Kabul, hvis sikkerheden er i orden

- Det er rigtigt vigtigt, og det står vi sammen om i EU, at de mennesker, der har arbejdet for os eller sammen med os i Afghanistan, skal kunne forlade landet, siger Jeppe Kofod efter EU-møde i Slovenien. Foto: Darko Bandic/Ritzau Scanpix
- Det er rigtigt vigtigt, og det står vi sammen om i EU, at de mennesker, der har arbejdet for os eller sammen med os i Afghanistan, skal kunne forlade landet, siger Jeppe Kofod efter EU-møde i Slovenien. Foto: Darko Bandic/Ritzau Scanpix

Det skal gå så hurtigt som muligt med at få de resterende cirka 80 borgere i Afghanistan med tilknytning til Danmark evakueret.

Derfor vil Danmark samarbejde med andre EU-lande for at etablere en tilstedeværelse på jorden i Kabul, Afghanistans hovedstad.

Det fortæller udenrigsminister Jeppe Kofod (S) efter et møde fredag i Slovenien med sine ministerkolleger i EU.

- Det er rigtigt vigtigt, og det står vi sammen om i EU, at de mennesker, der har arbejdet for os eller sammen med os i Afghanistan, skal kunne forlade landet.

- Vi skal være til stede og finde et setup på jorden i Kabul for at sikre, at der er en vej ud for eksempel via lufthavnen, hvor civile fly begynder at flyve igen, eller på anden vis, siger han.

At være til stede på jorden i Kabul skal gøre det nemmere at få de sidste på de danske lister evakueret ud af Afghanistan.

Jeppe Kofod påpeger, at næsten alle andre EU-lande ligesom Danmark har en udfordring med at få de resterende på deres lister ud.

Der er ifølge udenrigsministeren ikke en tidshorisont for, hvornår ordningen skal være på plads. Men det 'skal gå så hurtigt som muligt'.

EU's udenrigschef, Josep Borrell, deltog i mødet med EU's udenrigsministre.

Han siger efter mødet, at medlemslandene er enige om en fælles tilstedeværelse i Kabul, hvis sikkerheden er i orden.

Borrell tilføjer, at landene er enige om at koordinere deres kontakt med Taliban, som har overtaget magten i landet, efter at de internationale tropper har trukket sig ud.

Et vigtigt formål med kontakten er netop at sikre, at det fortsat vil være muligt for mennesker i Afghanistan at komme ud at landet.