EU-Parlament skærer i støtten til partier efter svindel

Fire partier i EU-Parlamentet vil få færre penge som konsekvens af afsløringer om svindel med partistøtten.

EU-Parlamentet har pålagt fire politiske partier strengere betingelser for at modtage støtte, efter de er blevet afsløret i at svindle med tidligere udbetalt partistøtte.

Partierne vil kun få tildelt et forskud på 33 procent af den totale støtte. Før var det 80 procent.

Desuden vil de skulle stille en bankgaranti for hver udbetaling.

Det drejer som Alliancen for Direkte Demokrati i Europa (ADDE), Alliancen for Fred og Frihed (APF), Koalitionen for Livet (CVF) og Europæere Forenet for Demokrati (EUD).

Der sidder ikke danske parlamentsmedlemmer i nogle af grupperne.

Det er parlamentets eksterne revisorer, som har afgjort, at der er blevet svindlet med partistøtten.

Særligt partiet ADDE har ifølge revisorerne været en af de store syndere.

Partiet har misbrugt midler for omkring 500.000 euro (3,7 millioner kroner) og skal betale 1,3 millioner kroner tilbage.

Pengene er blevet misbrugt til at føre nationale kampagner i enkelte lande, og det er imod EU's regler for partistøtte.

Blandt andet har ADDE brugt pengene på at få foretaget meningsmålinger i Storbritannien forud for det britiske parlamentsvalg i 2015.

Desuden har EU-Parlamentets eksterne revisorer kædet partistøtten sammen med finansieringen af et nationalt politisk parti i Belgien.

ADDE afviser alle anklager om svindel.

- Parlamentets administration har i månedsvis haft en fjendtlig og aggressiv attitude. Der er tale om intet mindre en chikane, lyder det fra partiets officielle talsmand i en skriftlig erklæring.

- Vi har besvaret alle deres forespørgsler med information, som forklarer og retfærdiggør vores aktiviteter og udgifter. Men de har simpelthen ignoreret vores dokumentation.

Det politiske parti Meld, som Morten Messerschmidt (DF) har været en ledende figur i, har måttet tilbage 1,6 millioner kroner til EU, da de ifølge EU-Parlamentet var blevet brugt til at føre valgkamp i Danmark.

Det hedengangne parti undersøges fortsat af parlamentets antisvindelenhed for yderligere svindel.

8 kommentarer
Vis kommentarer