EU-præsident: Den virkelige brexit-test kommer først nu

Første fase af forhandlingerne om den britiske exit fra EU ventes fredag afsluttet på topmøde i Bruxelles

Første fase i forhandlingerne om den britiske exit fra EU bliver afsluttet fredag på et topmøde i Bruxelles.

Men selv om det har holdt hårdt undervejs, så er det først nu, at det bliver rigtig svært.

Det er budskabet fra EU-præsident Donald Tusk torsdag ved ankomsten til første dag af EU-topmødet i Bruxelles.

- I morgen vil vi formelt afslutte første fase i brexit-forhandlingerne, siger Donald Tusk.

Det har krævet "mod, realisme og sammenhold" at nå så langt, mener EU-præsidenten.

- Jeg er ikke i tvivl om, at den virkelige test af vores sammenhold bliver anden fase i brexit-forhandlingerne, siger Tusk.

Første fase har handlet om betingelserne for skilsmissen.

Det har omfattet den økonomiske slutopgørelse, de fremtidige rettigheder for EU-borgere i Storbritannien og forholdene på grænsen på den irske ø.

Anden fase skal afsluttes i oktober 2018. Det er om ti måneder.

Her skal aftalen om den britiske udtrædelse af EU helt på plads.

Det gælder betingelserne for exit, en overgangsordning og rammerne for fremtidens forhold, der efter planen skal omfatte en frihandelsaftale.

0 kommentarer
Vis kommentarer