EU-topmøde kan blive afgørende for Grækenlands skæbne

Grækenlands kvaler forventes at præge EU-topmøde, hvor Tsipras for første gang skal møde alle sine kolleger.

Den nye græske premierminister, Alexis Tsipras, skal for første gang møde den tyske forbundskansler Angela Merkel samt resten af EU's stats- og regeringschefer samlet på et topmøde i Bruxelles torsdag.

Og der ligger en stor opgave forude, hvis Tsipras vil forsøge at benytte topmødet til at forhandle om en lempelse af Grækenlands milliardgæld.

Nogle timer før EU-topmødet siger Tsipras, at mødet "er et afgørende øjeblik for Europa".

Ifølge det tyske nyhedsbureau dpa opfordrer Tsipras til "nye vækstpolitikker, der kan være til gavn for hele det europæiske folk".

- Vi må forsøge at finde en løsning, der respekterer alle parter, siger Tsipras i en kommentar til onsdag aftens foreløbig fejlslagne forsøg på at lægge en plan for at løse striden om Grækenlands økonomiske hjælpeprogram.

Tsipras siger, at en aftale må baseres på respekt for europæiske værdier og på de gældende "regler og normer".

Selv om Grækenland ikke som sådan er et formelt punkt på dagsordenen, er det forventet, at det kommer til at dominere mødet sammen med krisen i Ukraine og torsdagens skitse til en aftale med Rusland.

Den græske premierminister er ikke ene alene om at se dagens topmøde som afgørende.

- Tiden er ved at løbe ud for Grækenland. Dette er det vigtigste topmøde i lang tid, siger Finlands premierminister, Alexander Stubb, ifølge dpa.

Den danske statsminister, Helle Thorning-Schmidt (S), er imidlertid mere afdæmpet i sin retorik omkring det sydeuropæiske land.

- Jeg ser frem til at møde den græske statsminister. Det, der er enighed om, er, at vi ønsker det allerbedste for det græske folk.

- Men jeg håber naturligvis, at man finder en løsning, og at alle står ved de forpligtelser, de har påtaget sig engang, siger hun på et pressemøde i Bruxelles inden topmødets start.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere