EU27 klar til at forhandle overgangsperiode med briter

Briterne kan få overgangsordning, hvor de efter exit følger alle EU's love uden at have nogen indflydelse

EU27-landene har mandag vedtaget et mandat til forhandlinger med Storbritannien om en overgangsordning, der skal løbe fra deres exit fra EU og frem til udgangen af 2020.

Det har de 27 lande, der fortsætter i EU, besluttet på et europaministermøde i Bruxelles.

EU27-landene giver således deres chefforhandler, Michel Barnier, mandat til at forhandle en overgangsordning, der varer i 21 måneder, på plads.

De tilbyder briterne en ordning, hvor de i en periode på knap to år stadig er med i EU's indre marked og toldunionen efter deres planlagte exit 29. marts næste år.

Hvor briterne skal følge alle EU's love, betale til EU's budget og rette sig efter EU-Domstolens afgørelser uden at have nogen indflydelse i EU.

- EU-retten bør gælde for og i Storbritannien, som om det var en medlemsstat, hedder det i EU27-landenes tilbud om en britisk overgangsordning.

Det var den britiske premierminister, Theresa May, der i september sidste år bad om en sådan en ordning.

Hun opfordrede til en overgang på omkring to år for at forhindre en brat exit uden nogen aftale om et nyt forhold til EU.

Det er endt med et tilbud fra EU om 21 måneder. Det passer med udgangen på EU's nuværende langtidsbudget, som briterne selv har været med til at vedtage.

EU's tilbud til Storbritannien betyder, at britiske ministre ikke kommer til at deltage i møderne i EU's ministerråd under overgangen fra exit til fremtidens nye forhold.

De vil heller ikke have nogen EU-kommissær. Og de vil ikke have medlemmer af Europa-Parlamentet.

Under overgangen skal Storbritannien ikke desto mindre automatisk rette ind efter nye love, som de andre EU-lande vedtager i perioden.

14 kommentarer
Vis kommentarer