Få decimaler skiller blokkene i svensk gyservalg

Hvis den foreløbige optælling holder, må Sverigedemokraterna se sig slået af Moderaterna på andenpladsen

Få seneste nyt fra Sverige her (Producer: Claus Wetzel)

En smal margen på 0,3 procentpoint skiller de to politiske blokke i Sverige, efter at stemmerne er talt op i over 5700 ud af 6004 valgdistrikter.

Den rødgrønne blok bestående af Socialdemokraterna, Vänsterpartiet og Miljöpartiet har samlet set 40,6 procent af stemmerne, mens den borgerlige alliance har 40,3, viser den foreløbige optælling.

Omsat i mandater er det 143 til hver af blokkene.

Alliancen består af Moderaterna, Centerpartiet, Liberalerna og Kristdemokraterna.

Den foreløbige optælling viser, at Sverigedemokraterna er det tredjestørste parti med 17,7 procent af stemmerne. Det betyder, at partiet får 63 mandater, oplyser Valgmyndigheten.

Valgets største parti er det regerende Socialdemokraterna med 28,2 procent, mens det borgerlige Moderaterna har 19,8 procent, viser de foreløbige resultater.

Begge blokke har lagt afstand til Sverigedemokraterna og afvist, at de vil samarbejde med det indvandringskritiske og euroskeptiske parti.

31 kommentarer
Vis kommentarer