Falder i med begge ben: Tysk borgmesterkandidat lover at afskaffe arabiske tal

Borgmesterkandidat vil afskaffe arabiske tal - tal som bliver brugt i det meste af verden

Hvis du bor i den tyske by Völklingen, bliver du måske nødt til at vinke farvel til 1, 2, 3 og de andre tal.

Den 24. september bliver det afgjort, hvem der skal være borgmester i byen, og hvis det står til borgmesterkandidaten Otfried Best fra det stærkt højreorienterede parti NPD, så bliver det i fremtiden uden arabiske tal.

Det skriver det tyske medie Stern.

Afskaf arabiske tal
Under et debatmøde fik Best stillet et spørgsmål af et medlem fra partiet 'Die Partei', som fik hele salen til at grine. Die Partei blev stiftet af Martin Sonneborn, der tidligere var chefredaktør på det satiriske magasin Titanic. Og derfor har Die Partei i deres partiprogram for 2017 en lang række lettere humoristiske løsninger til alt fra uretfærdighed og lønforskelle mellem mænd og kvinder. De mener blandt andet, at cheflønninger i fremtiden skal følge størrelsen af bh.

Derfor fik spørgsmålet fra partiet hele salen til at grine.

- Hr. Best, jeg finder det alarmerende, at der i Völklingen er mange huse med arabiske tal på husene. Hvad vil du gøre for at bekæmpe denne skræmmende invadering fra fremmede?

Men i stedet for at at grine med, så svarede den tyske borgmesterkandidat, ifølge det tyske magasin Stern, gravalvorligt på spørgsmålet. Og det blev nok ikke lige det svar, som medlemmet fra Die Partei - og resten af salen - havde troet.

- Bare vent til jeg bliver borgmester, så ændrer jeg det. Så kommer der normale tal, sagde Best.

Brugt i hele verden
Men det kunne mest af alt lyde som om, at Best ikke helt er klar over, hvad arabiske tal er. For faktisk bliver de brugt i det meste af verden. Også i Tyskland, hvor de siden det 12. århundrede blev introduceret i Europa.

Så hvis Best vinder borgmesterposten, kan det være svært at vide, hvilke 'normale' tal han vil erstatte dem med.

Artiklen fortsætter under billedet...

Foto: AP
Foto: AP

Ifølge ekspert i tysk valg og lektor på Saxo-instituttet på Københavns Universitet, Karl Christian Lammers, er der ikke særlig mange tyskere, som støtter NPD. Og dermed kan det være svært for Best at få nok stemmer til at blive borgmester.  

- NPD anklages undertiden for at have nynazistiske tendenser, fortæller Lammers.

- De er imod fremmede og indvandrere og vil fremme tyskheden. De er i virkeligheden ikke så mange andre stærke mærkesager.

Forbundsrådet i Tyskland har på grund af partiets meget stærke holdninger forsøgt at få partiet forbudt. Men partiet anses ikke for at være en stor nok trussel til at blive afskaffet.

Foruden borgmestervalget i Völklingen, så bliver det føderale valg også afholdt den 24. september. Men det virker usandsynligt, at partiet vil klare spærregrænsen på de fem procent, det kræver, at komme ind i parlamentet.