I flere år efter skandalen om Peter Brixtoftes borgmester-tid rullede havde den detroniserede bykonge et stort alkoholmisbrug.
Det oplyser hans familie i en udtalelse sendt til pressen.
'Retsopgøret om Peter Brixtoftes tid som borgmester i Farum og det efterfølgende fængselsophold tog hårdt på ham og førte til et omfattende alkoholmisbrug, som han kæmpede med i flere år, skriver hans tre døtre Vibeke Brixtofte, Signe Brixtofte og Marie Magne Larsen.
Familien er tynget af sorg og frabeder sig indtil videre henvendelser fra pressen.
Peter Brixtofte blev fundet død i dag i sin lejlighed i Farum.
Han efterlader sig udover sine tre døtre, sin kæreste Nadia, sin bror Jens og sin 95-årige mor, der bor på plejehjem.
Nærmere info omkring begravelsen vil blive givet senere.
Fire års fængsel
Brixtofte måtte i 2002 forlade sin borgmesterpost, efter han blandt andet blev afsløret i have drukket nogle meget dyre flasker rødvine på skatteborgernes regning.
De dyre vine var en del af en større hovedsag, som derudover indeholdt tiltaler om vennetjenester og ulovlige millionlån.
Men en anden større sponsorsag, hvor Brixtofte lod Farum Kommune betale overpris for bl.a. pensionistrejser og byggeopgaver, hvorefter overprisen blev betalt som sponsorstøtte til lokale boldklubber, endte også med at blive dyr for Venstre-manden.
Både ved Byretten og i Landsretten blev Brixtofte idømt i alt fire års fængsel for groft mandatsvig, to år for hver sag. Højesteret stadfæstede dommen i sponsorsagen i 2008.
I alt afsonede Peter Brixtofte to år.