Familien føler sig truet af Trump: Cohen tør ikke vidne

Michael Cohens høring i USA's Kongres er blevet udskudt på ubestemt tid

Michael Cohen er tidligere advokat og problemknuser for Donald Trump. Foto: AFP
Michael Cohen er tidligere advokat og problemknuser for Donald Trump. Foto: AFP

Michael Cohen, Donald Trumps tidligere advokat, har valgt at udskyde sin offentlige vidneforklaring i USA’s Kongres, der skulle finde sted 7. februar.

Årsagen er, at Michael Cohen føler sig truet af præsident Donald Trump, oplyser hans advokat.

'På grund af vedvarende trusler mod hans familie fra præsident Trump og Giuliani (…) vil hr. Cohens vidneforklaring blive udskudt til en senere dato', oplyser advokat Lanny Davis i en skriftlig udtalelse til pressen.

'Dette er et tidspunkt, hvor hr. Cohen er nødt til at prioritere sin familie og deres sikkerhed først', udtaler Davis ifølge New York Times.

Den skriftlige erklæring indeholder ingen konkrete oplysninger om karakteren af de påståede trusler.

(Den skriftlige erklæring fra advokat Lanny Davis via New York Times/ Twitter)
(Den skriftlige erklæring fra advokat Lanny Davis via New York Times/ Twitter)

Rudy Giuliani, der er advokat for Trump, har på tv kaldt Michael Cohen for en 'løgner'.

Trump har i et tweet omtalt Cohen som 'rat' (mafiajargon for sladderhank, red.), efter at Cohen begyndte at samarbejde med de amerikanske myndigheder.

Det er tvivlsomt, om Cohen nu kommer til at deltage i en offentlig kongreshøring. Cohen blev i december idømt tre års fængsel og påbegynder afsoning 6. marts.

Fik penge for at tie
Cohen, som i en årrække har fungeret som advokat og problemknuser for Donald Trump, har blandt andet erkendt, at han på Trumps ordre betalte to kvinder for at tie om en affære. Trump har benægtet affæren.

Desuden har Cohen tilstået ved retten i New York, at han løj under ed over for Kongressen om et byggeprojekt, der angiveligt skulle resultere i et Trump Tower i Moskva.

Michael Cohens vidneforklaring var Demokraternes første store træk, efter at de har overtaget flertallet i Repræsentanternes Hus, som er det ene af Kongressens to kamre.

Repræsentanternes Hus ventes at indlede en lang række undersøgelser af Trump og hans forretningsinteresser.

49 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere