FBI 'dybt bekymret' over fortroligt Trump-notat

Et drama med et tophemmeligt notat i hovedrollen udspiller sig i USA

Donald Trump ønsker at offentliggøre et notat, som FBI mener er ukorrekt. Foto: AP
Donald Trump ønsker at offentliggøre et notat, som FBI mener er ukorrekt. Foto: AP

USA’s præsident, Donald Trump, og det amerikanske forbundspoliti, FBI, har haft et yderst anstrengt forhold.

Og det bliver næppe bedre lige med det sammen.

FBI har netop erklæret, at det er 'dybt bekymret' over sandhedsværdien i et fortroligt notat om Rusland-undersøgelsen, som Trump angiveligt vil offentliggøre.

- Vi har dyb bekymring om væsentlige udeladelser af fakta, der fundamentalt har indflydelse på notatets nøjagtighed, skriver FBI i erklæringen.

Erklæringen betyder, at Trump i fuld offentlighed vil komme på konfrontationskurs med sin håndplukkede FBI-direktør, Christopher Wray, hvis han fortsætter med at kræve notat offentliggjort.

Skrevet af republikanere
Det fire sider lange notat er skrevet af Republikanske medlemmer af efterretningsudvalget i Repræsentanternes Hus.

Republikanerne siger, at notatet afslører, at FBI og Justitsministeriet ulovligt skulle have udnyttet et overvågningsprogram til at overvåge et medlem af Donald Trumps præsidentkampagne.

Republikanerne mener, at det beviser, at FBI er fjendtligt indstillet over for Trump.

Donald Trump er på kollisionskurs med sin FBI-direktør, Christopher Wray. Foto: AP
Donald Trump er på kollisionskurs med sin FBI-direktør, Christopher Wray. Foto: AP
 

FBI-direktør Christopher Wray har advaret Det Hvide Hus om at offentliggøre notatet, fordi det 'tegner et forkert billede'. Vicejustitsminister Rod Rosenstein har også opfordret Trump til at lade notatet forblive fortroligt.

Demokraterne mener, at notatet i virkeligheden bare er et forsøg fra Republikanerne på at fjerne fokus fra de Rusland-undersøgelser, der er i gang.

Beviser heksejagt
Trump skal have sagt til sine folk, at han tror, at notatet vil kunne bevise, at der er tale om en heksejagt mod ham. Han har indtil slutningen af ugen til at beslutte, om papiret skal offentliggøres.

Trump lagde sig for alvor ud med FBI, da han i maj fyrede FBI-direktør James Comey.

Siden er den næstkommanderende i FBI, Andrew McCabe, gået på tidlig pension, efter at han gentagne gange er blevet udsat for kritik af Trump. Kritikken har gået på, at McCabe er politisk uenig med præsidenten.

Du kan læse det omstridte dokument herunder.

207 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere