FBI-veteran skal lede uvildig Ruslands-undersøgelse

Den amerikanske præsident Donald Trump ser frem til uvildig undersøgelse med sindsro

Robert Mueller sad på posten som chef for FBI fra 2001 til 2013. (Foto: AP)
Robert Mueller sad på posten som chef for FBI fra 2001 til 2013. (Foto: AP)

Robert Mueller, forhenværende direktør for FBI, skal stå i spidsen for en uafhængig undersøgelse, der blandt andet skal klarlægge om Trump-kampagnen har haft upassende kontakt med Rusland.

Det oplyser den amerikanske vicejustitsminister Rod Rosenstein til amerikanske medier.

- Min beslutning er ikke truffet, fordi der er begået noget kriminelt, eller fordi der er grundlag for en anklage. Det står endnu ikke fast.

- Jeg har truffet beslutningen, fordi det er nødvendigt, hvis det amerikanske folk skal have tillid til udfaldet af undersøgelserne, siger vicejustitsminister Rod Rosenstein i en erklæring.

Han understreger, at Robert Mueller har myndighed til at rejse sigtelse mod enkeltpersoner, hvis undersøgelsen konkluderer, at der er blevet begået noget kriminelt.

Donald Trump har haft et par hårde dage i Det Hvide Hus. (Foto: AP)
Donald Trump har haft et par hårde dage i Det Hvide Hus. (Foto: AP)

Se også: Putin tager Trump i forsvar: 'Det er skizofreni!'

Den uafhængige undersøgelse kommer efter pres fra især præsident Donald Trumps politiske modstandere.

Presset er blevet forstærket, efter at Trump i sidste uge fyrede James Comey som direktør for FBI, der tidligere stod i spidsen for efterforskningen.

Trump er kommet yderligere i søgelyset, efter at James Comey i et notat fra februar skrev, at præsidenten havde bedt ham om at lukke undersøgelserne af den tidligere sikkerhedsrådgiver Michael Flynn.

Løj om kontakt
Flynn blev fyret efter 24 dage som national sikkerhedsrådgiver i Det Hvide Hus, da det stod klart, at han havde løjet om sin kontakt med den russiske ambassadør i USA.

New York Times afslørede tirsdag Comey-notatets ordlyd.

- Jeg håber, at du kan se igennem fingre med det her ('I hope you can let this go', red.), sagde Trump angiveligt til Comey.

Robert Mueller overdrog i 2013 posten som chef for forbundspolitiet, FBI, til James Comey. Nu vender Mueller tilbage til rampelyset for at afslutte undersøgelsen, som Comey startede. (Foto: AP)
Robert Mueller overdrog i 2013 posten som chef for forbundspolitiet, FBI, til James Comey. Nu vender Mueller tilbage til rampelyset for at afslutte undersøgelsen, som Comey startede. (Foto: AP)

Hvad er en særanklager?

Den tidligere FBI-chef Robert Mueller er udnævnt som særlig anklager for undersøgelserne af Ruslands forsøg at påvirke USA's præsidentvalg i 2016

Titlen dækker over en form for efterforsker, der har udvidede beføjelser og uafhængighed sammenlignet med konventionelle efterforskere.

Robert Mueller får ansvaret for både at undersøge, hvorvidt Rusland påvirkede præsidentvalget, og hvorvidt Donald Trumps stab samarbejdede med russerne under valgkampen.

En særanklager har - sammenlignet med en almindelig anklager - mere spillerum i efterforskningen.

En særanklager er heller ikke forpligtet til at holde sine overordnede orienteret om undersøgelsens forløb. Dermed har Robert Mueller heller ikke pligt til at aflægge rapport til præsidenten.

Se også: Avis: Eksplosivt FBI-notat belaster Donald Trump

Amerikanske efterretningstjenester har tidligere bekræftet, at Rusland forsøgte at påvirke valget.

Justitsminister Jeff Session er erklæret inhabil i sagen, da han selv havde fortiet sin kontakt med folk fra den russiske ambassade.

Robert Mueller blev udpeget som direktør for FBI i 2001 af præsident George W. Bush. Han sad på posten indtil 2013, hvor James Comey tog over.

Trump: Intet samspil
Donald Trump siger i en udtalelse, at han imødeser undersøgelsen med sindsro.

- Jeg har sagt det mange gange. En undersøgelse vil bekræfte, hvad jeg allerede ved - at der ikke var noget samspil mellem min kampagnestab og nogen udenlandsk enhed, siger Donald Trump, der regner med, at undersøgelsen bliver afviklet hurtigt.

Sagen om Trumps fyrede sikkerhedsrådgiver

Sagen om USA's nationale sikkerhedsrådgiver Michael Flynn:

Januar:

* Kilder oplyser, at Flynn 29. december 2016 fem gange taler i telefon med den russiske ambassadør, Sergej Kisljak. Flynn er endnu ikke tiltrådt.

* Det er samme dag, som daværende præsident Barack Obama gengælder Ruslands påståede indblanding i USA's præsidentvalg ved at indføre sanktioner over for landet.

8. februar:

* Flynn afviser, at han har talt med ambassadøren om sanktionerne.

9. februar:

* Kilder oplyser, at Obamas sanktioner blev drøftet i samtalerne. Angiveligt antydede Flynn, at Trump måske kunne lempe sanktionerne, når han var indsat som præsident.

* Via en talsmand lægger Flynn nu afstand til sin tidligere afvisning.

10. februar:

* Demokrater i Kongressen kræver svar på, om Flynn har løjet om samtalernes indhold og dermed vildledt præsident Trump og vicepræsident Mike Pence.

13. februar:

* Den russiske regering oplyser, at Flynn og ambassadøren ikke drøftede ophævelse af sanktionerne.

* Det Hvide Hus forsikrer, at Flynn har Trumps "fulde tillid".

* Senere meddeler Det Hvide Hus, at Trump nu "evaluerer" Flynns situation.

14. februar:

* CNN skriver, at justitsministeriet har advaret Det Hvide Hus om risiko for, at Flynn kan være mål for russisk afpresning på grund af sagen.

* Flynn meddeler officielt, at han fratræder.

17. maj:

* The New York Times skriver, at Donald Trump angiveligt bad den nu fyrede FBI-chef James Comey om at afslutte sin undersøgelse af Michael Flynn.

Kilder: Reuters, AFP, The Guardian, CNN, The Washington Post.

127 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere