Fik tilbudt fem millioner af Lars Seier

Saxo Bank direktøren tilbød tidligere V-minister Søren Pind et beløb i million-størrelsen for at starte et nyt liberalt parti tilbage i 2003

Foto: Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg

- Hold da op, mand. Det er mange penge. Det er alvor, det her.

Sådan var reaktionen fra den tidligere farverige V-profil, Søren Pind, da han som bygge- og teknikborgmester i København blev tilbudt et svimlende beløb af Saxo Banks direktør for at stå i spidsen for et nyt liberalt parti.

Det skriver magasinet Euroman i et længere interview, der er blevet lavet i forbindelse med Søren Pinds kommende bog 'Frie ord'.

Tilbuddet kom, efter at Søren Pind var endt i en slags politisk stormvejr, da han i 2003 lancerede 'De 10 teser' sammen med en række andre partifæller.

De 10 teser udkom som en kronik i Berlingske og havde til formål at  'tjene til inspiration for alle borgerligt-liberale vælgere'.

Det skabte en del palaver i det store bondeparti, hvor teserne langt fra fik opbakning fra partiledelsen.

Undtagelsesvis var Saxo Bank direktøren Lars Seier Christensen ganske begejstret for Pinds liberale saltvandsindsprøjtning. Så meget, at Seier tilbød Pind fem millioner kroner for at etablere et nyt liberalt parti i Danmark 'med et klart borgerligt-liberalt udgangspunkt'.

I interviewet fremgår det, at Søren Pind var tæt på at sige ja til at skifte Venstre ud med et parti, der ikke havde noget navn endnu.

Hvad tænker du om på den måde at blive købt til at drive et parti?

 - Det udtryk ville jeg ikke selv bruge, men det er da en alternativ måde at gøre tingene på. Men jeg efterlyser jo selv erhvervsfolk, som vil tage ansvar på sig og også gøre den slags ting. Jeg havde bare ikke hørt om sådan noget før. Og jeg sagde jo også nej, siger han til Euroman.

Så du har ikke problemer med at blive tilbudt penge for at blive partiformand?

 - Nej, det synes jeg egentlig ikke. Jeg synes, hvad skal man sige, at det er en pudsighed. For mit vedkommende ville de penge være blevet brugt til at udvikle partiet.

293 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere