Det er ikke en tilfreds finansminister, der søndag har måttet fortælle Ørsted, at der ikke længere er politisk opbakning til salget af elforretningen Radius.
Radius ejer elnettet for over en million kunder på Sjælland og Ørsted har længe barslet med et salg. Det har dog mødt politisk modstand og søndag trak Socialdemokratiet sin støtte.
- Man må konstatere, at to af partierne i forligskredsen (Socialdemokratiet og SF red.) har skiftet holdning. I et system som det danske skal der være politisk opbakning, og så kan man ikke gennemføre salget.
- Jeg så gerne, at man fik solgt Radius. Ørsted er i gang med en grøn omstilling og har brug for kapital. Om det er Ørsted, der ejer Radius, eller andre, er lige meget for forholdene for forbrugerne er reguleret, siger finansminister Kristian Jensen (V).
Salget af Dong - nu Ørsted - hænger som en tung sky over salget af Radius. Dong-salget - til blandt andre den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs - førte til hård kritik af den daværende socialdemokratiske regering.
Kristian Jensen ser det som en medvirkende faktor.
- Jeg tror, at Socialdemokratiet er blevet bange for deres egen skygge i denne her sag. Sagen er jo, at Radius allerede i dag drives kommercielt med profit for øje. Det vil ikke ændre sig med andre ejere.
- Og så er det jo grotesk, at vi ikke har noget imod, at danske pensionskasser ejer energiinfrastruktur i udlandet. Men tilsyneladende mener Socialdemokratiet nu, at udenlandske pensionskasser ikke må det samme i Danmark, siger Kristian Jensen.
Ørsted skriver i en fondsbørsmeddelelse, at man nu "vil vurdere situationen". Men ifølge finansministeren er der ikke meget at vurdere.
- Bundlinjen er, at nu kan vi ikke sælge Radius. Nu må Ørsted holde fast i Radius og gå ud og låne penge til sin grønne omstilling. Så den grønne omstilling bliver forhindret af Socialdemokratiet, siger Kristian Jensen og medgiver, at han er godt træt af udviklingen:
- Jamen det er jeg da. Og jeg er da også godt træt af, at dialogen og fortroligheden i forligskredsen har talt for meget lidt, og at Socialdemokratiets beslutning på tværs af børsregler og alt andet bliver meldt ud en søndag eftermiddag.
OVERBLIK: Fra Dong-ballade til Radius-strid
SF og S har søndag trukket støtten til et salg af Ørsteds elforretning, Radius.
Dermed er den politiske opbakning til et salg af Radius ikke længere til stede.
Her er et overblik over det langstrakte forløb omkring salget og børsnoteringen af Danmarks største elselskab:
* 2004: De første skridt til en børsnotering af Dong tages, da VK-regeringen, DF, R, S og SF indgår en aftale om en notering af Dong.
* 2006: Dong Energy dannes som en sammenlægning af seks danske energiselskaber: Dong, Elsam, Energi E2, Nesa, Københavns Energis Elaktiviteter og Frederiksberg Forsyning.
* 2008: Finanskrisen og uro på aktiemarkederne får Lars Løkke Rasmussen (V), der på det tidspunkt var finansminister, til at indstille børsnoteringen.
* 2012: Dong får et underskud på fire milliarder kroner.
* Februar 2013: Forligspartierne bag den oprindelige aftale bekræfter, at DONG skal børsnoteres for at skaffe penge til selskabet.
* 2014: Investeringsbanken Goldman Sachs køber lidt under 18 procent af Dong for cirka 8 milliarder kroner. Salget skaber politisk ballade og massiv kritik. SF sidder i regering med S og R og stemmer for salget. Det fører til så meget intern splid i partiet, at SF træder ud af regeringen.
* September 2015: Det besluttes, at Dong Energy inden for 18 måneder skal børsnoteres
* 9. juni 2016: Dong Energy bliver noteret på fondsbørsen i København til en udbudspris på 235 kroner per aktie. Dermed er værdien af Goldman Sachs' aktiepost steget til 17,5 milliarder kroner.
* 6. november 2017: DONG bliver til Ørsted. DONG stod oprindeligt for Dansk Olie og NaturGas, og firmaet ønsker at skabe en grønnere profil.
* 26. juni 2018: Ørsted beslutter at sætte gang i salget af sin elforretning, Radius, sin privatkundeforretning og udendørsbelysning. De tre områder udgør tilsammen 1,3 milliarder kroner eller 5,6 procent af Ørsteds driftsindtjening i 2017. Radius driver det elnet, som forsyner en million hjem og virksomheder i omkring København, i Nordsjælland og i dele af Midtsjælland.
* 13. januar 2019: S og SF trækker støtten til salget af Radius. Senere på dagen oplyser Ørsted, at Finansministeriet har meddelt selskabet, at den politiske opbakning til et frasalg af Ørsteds elforretning ikke længere er til stede. Ørsted oplyser, at de mulige købere af Radius, efter at salgsprocessen blev igangsat i 2018, var blevet indsnævret til "pensionskasser og forsyningsselskaber fra Danmark og vestlige OECD-lande".
Kilder: Altinget, Ørsted, Ritzau.
Politikere dropper kæmpesalg
Flere partier stritter imod salget af el-leverandøren Radius