Fiskeriminister får endnu en næse for håndtering af muslingesag

Eva Kjer Hansen (V) har på møde i Fødevareudvalget fået en næse i en sag om fiskeri af muslinger i Storebælt

Foto: Ritzau Scanpix
Foto: Ritzau Scanpix

Fiskeriminister Eva Kjer Hansen (V) har ved et møde i Miljø- og Fødevareudvalget fået tildelt den varslede næse for håndteringen af muslingefiskeri i Storebælt.

- Det er en alvorlig sag, for hun har lige fået en næse for et par måneder siden, og nu får hun endnu en, så der er efterhånden mange næser i hendes klædeskab, siger Ib Poulsen, som er fiskeriordfører i Dansk Folkeparti.

En næse er en populær betegnelse for, at der udtales kritik af en politikers handlinger. Den bruges, når et støtteparti ikke ønsker direkte at vælte en minister, men i stedet understrege, at en grænse er overtrådt.

Det er Berlingske, som har afdækket, hvordan myndighederne i en årrække har givet nogle af landets største muslingefiskere unik adgang til at fiske i Storebælt.

Fiskerne har ifølge avisen tilsyneladende bare kunnet ringe til embedsmænd og få adgang til fangsterne.

De ekstra muslingefangster er givet gennem et såkaldt forsøgsfiskeri, som i flere måneder ad gangen har givet Danmarks største muslingefiskere mulighed for at fange blåmuslinger i udvalgte områder.

Flertallet bag næsen består af partierne Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Alternativet, som alle var til stede på mødet, kritiserer ministeren for at tilbageholde viden.

Samtidig mener flertallet, at ministeren ikke har involveret Folketingets partier i sagen, som desuden har skabt ulige adgang for blandt andet lokale fiskere.

Socialdemokratiets fiskeriordfører, Simon Kollerup, kalder det en omfangsrig kritik.

- Det er en stor næse og en alvorlig kritik, når man får kritik for at tilbageholde oplysninger for Folketinget og for at tale usandt. Så når en næse adresserer de forhold, er det i sig selv meget alvorligt, siger han.

Tilbage i februar blev Eva Kjer Hansen også tildelt en stor næse af Folketinget. Dengang var det for sin håndtering af muslinge- og østerskvoter.

Se også: Trods trusler om fyring: DF freder Eva Kjer

Se også: Eva Kjer Hansen får en næse

Se også: Optrapper konflikt med fiskeriminister

45 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere