Flertal klar til at stemme for valg i Grønland

Et flertal i Grønlands parlament har fået dispensation fra tidskrav til at få behandlet lovforslag om valg

Kim Kielsen sidder stadig som formand for Grønlands Selvstyre, på trods af at han blev vippet af pinden som formand i sit eget parti sidste november. Nu har oppositionen krævet valg. (Arkivfoto) Foto: Jonathan Nackstrand/Ritzau Scanpix
Kim Kielsen sidder stadig som formand for Grønlands Selvstyre, på trods af at han blev vippet af pinden som formand i sit eget parti sidste november. Nu har oppositionen krævet valg. (Arkivfoto) Foto: Jonathan Nackstrand/Ritzau Scanpix

Det trækker op til valg i Grønland.

Fire partier - Inuit Ataqatigiit, Demokraatit, Partii Naleraq og Atassut - har mandag aften fået dispensation fra en tidsfrist til at kunne stille et lovforslag.

Det betyder, at forslaget om, at der skal udskrives valg, kan behandles, når parlamentet Inatsisartut tirsdag indleder sin vintersamling.

Det skriver det grønlandske medie KNR.

De fire partier bag lovforslaget sidder på et betydeligt flertal af pladserne i Inatsisartut. De har 19 af parlamentets 31 pladser.

Det grønlandske regeringsparti, Siumut, har været præget af politisk ustabilitet særligt siden november. Dengang vippede Erik Jensen ved et kampvalg Kim Kielsen af pinden som partileder.

Det betød dog ikke meget for regeringen Naalakkersuisut, som Kim Kielsen fortsat leder.

Mandag i sidste uge trak Demokraatit støtten til regeringspartiet. Dermed blev Naalakkersuisut til en mindretalsregering.

Erik Jensen har forsøgt at forhandle med partierne om støtte til ham som ny landsstyreformand. Men det har ikke givet pote.

Nu er tålmodigheden løbet ud for de fire partier, der har underskrevet lovforslaget.

- Landet har brug for at bygge broer, og situationen lige nu er uholdbar. Derfor fremlægger vi dette lovforslag. Vi kan ikke undgå et valg, da den politiske situation er uholdbar, lyder det i notatet fra de fire partier.

Der gælder normalt en femugers frist for at få et lovforslag med på en samling.

Den har de fire partier imidlertid fået dispensation fra Inatsisartut til at overskride. Det betyder, at forslaget kommer til afstemning tirsdag. Dermed kan Inatsisartut pålægge Kim Kielsen at udskrive valg.

1 kommentar
Vis kommentarer