Folketingets partier afsætter 215 millioner til udsatte

Alle partier indgår en aftale om tiltag for 215 millioner kroner til at hjælpe udsatte under coronakrisen

De sårbare grupper må indstille sig på
De sårbare grupper må indstille sig på "at leve med en forandret hverdag lang tid endnu", siger social- og indenrigsminister Astrid Krag. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Sårbare børn og voksne samt mennesker med handicap kan blive hårdt ramt af coronakrisen og dens mange indskrænkninger såsom isolation og social afstand.

Derfor afsætter Folketingets partier 215 millioner kroner til forskellige tiltag, der skal hjælpe grupperne.

Det meddeler social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) lørdag.

- Den ekstraordinære situation med coronavirus har jo været hård for os allesammen. Men for de mest sårbare har prisen været særligt høj, siger ministeren.

- Det handler om udsatte børn i sårbare familier, hvor man har oplevet flere konflikter. Vi har blandt andet hørt om mere vold og mere alkoholmisbrug.

- Det handler om mennesker med handicap, som har siddet meget isoleret den seneste tid. Og det handler også om blandt andet hjemløse med helt særlige problemstillinger.

I puljen er der blandt andet sat 131 millioner kroner af til 'særlig hjælp til udsatte børn og unge'. Det kan være unge, der er pårørende til personer med misbrug.

Der er også afsat 37,6 millioner kroner til 'hjemløse, voldsofre, mennesker med misbrug og mennesker med psykiske lidelser'.

Udover de forskellige tiltag er der også indgået tre partnerskaber med forskellige aktører.

De skal følge udviklingen for de udsatte grupper under krisen. Det sker, i erkendelse af at problemerne på området ikke er løst endnu.

- Det er jo desværre ikke sådan, at alle de særlige tiltag, der er sat i søen for at begrænse coronasmitte, er overstået, siger Astrid Krag.

- Tværtimod så er der en del af de allermest sårbare grupper, som kommer til at leve med en forandret hverdag lang tid endnu.

Partierne er også blevet enige om en lempelse af restriktionerne på besøg på bo- og anbringelsessteder.

Dermed gives der mulighed for, at de enkelte steder kan tillade udendørs besøg. Men det er vigtigt, at det sker på en måde med mindst mulig smitte, mener ministeren.

- Vi skal sørge for at ramme den rette balance, hvor vi stadig har dyb respekt for, at det er en farlig sygdom, vi har med at gøre, siger Astrid Krag.

Hun påpeger, at det netop kan være alvorligt, hvis virusset kommer ind på bosteder.

- Men samtidig er der ved at være et hårdt pres på den mentale trivsel for nogle af de mest sårbare, der har siddet isoleret længe, siger hun.

Aftalen ses som et led i den delvise genåbning af Danmark.

Tidligere under coronakrisen har Folketinget blandt andet sat penge af til hjemløse, udsatte børnefamilier og frivillige organisationer på socialområdet.

33 kommentarer
Vis kommentarer