Folketingsmedlem fik sprættet sine valgplakater op

Venstre-politiker Michael Aastrup Jensen raser over at være udsat for hærværk

Michael Aastrup Jensen, (V), er rasende over, at ukendte gerningsmænd har begået hærværk mod hans valgkamp. Privatfoto
Michael Aastrup Jensen, (V), er rasende over, at ukendte gerningsmænd har begået hærværk mod hans valgkamp. Privatfoto

Den pæne, glatte stil og det ofte brede, imødekommende smil er for en stund skiftet ud med verbalt knofedt på Venstre-politikeren Michael Aastrup Jensens facebook-profil.

Onsdag ved middagstid delagtiggjorde den tidligere Randers-borgmester fra 2001 til 2005 offentligheden i, at hans valgkamp i nattens mulm og mørke har været udsat for, hvad politikeren opfatter som et beskidt angreb under bæltestedet.

- Jeg er hamrende sur og decideret rasende. Det er langt, langt over stregen, og jeg vil ikke finde mig i det, siger Michael Aastrup Jensen til Ekstra Bladet.

Privatfoto
Privatfoto
 

- Der er tale om mennesker, som har brugt en hel nat på det her, og de er gået målrettet efter mig, tilføjer udenrigsordføreren fra Venstre, der er opstillet i Østjylland - eller nærmere betegnet i Randers Sydkreds.

Personer, som åbenlyst ikke bryder sig om Michael Aastrup Jensen, har angiveligt med en kniv sprættet mindst 13 bannere og valgplakater op i et område fra nord for Randers og til Hadsten mellem Randers og Aarhus.

Påvirker min familie

Michael Aastrup Jensen, der blev valgt ind i Folketinget første gang i 2005, sætter flere ord på sin vrede på sin facebook-profil:

'I nat er der nogen der har været ude og sprætte mange af mine bannere op. 13 har vi talt op indtil videre, spredt over et stort område i hele Kronjylland.

Det her er ikke bare drengestreger - det er decideret politisk hærværk målrettet specifikt mod min person, da ingen bannere med andre kandidater åbenbart er blevet ramt. Bannerne er ødelagt på samme måde alle steder, med en kniv snittet ned gennem mit ansigt. Nogle bannere deler jeg med en anden kandidat, men på dem alle sammen er det kun mit der er ødelagt.

Jeg synes både, at det er rigtig ubehageligt og uhyggeligt, at der åbenbart er en eller flere personer, som aktivt ikke ønsker mig det godt. Det påvirker selvfølgelig også min familie, at på grund af politik, åbenbart er en eller flere personer som går så målrettet i deres hærværk mod min person. I Danmark burde vi kunne ytre os frit, uden at skulle bekymre sig for, at ens ting skulle blive ødelagt.

Privatfoto
Privatfoto

Jeg synes det er helt okay, at vi er uenige og at vi diskuterer politik. Fra Enhedslisten til Liberal alliance, er der jo folk jeg er uenig med på mange punkter, men som jeg ønsker alt godt personligt! Sådan er det i vores danske demokrati. At nogen ønsker at ødelægge det, synes jeg er EKSTREMT problematisk.

Øv for en start på dagen med kun en uge til valgdagen. Én ting er de ødelagte bannere, men der står også et stort hold af frivillige bag, som har knoklet i døgndrift for at hjælpe mig med genvalg. Alle de mennesker, kan nu se sit arbejde være ødelagt pga. folk, som ikke respekterer at vi kan være uenige.

Vi melder det hele til politiet, når vi har et overblik over hvor omfangsrigt det er. Hvis I ser flere ødelagt rundt omkring, håber jeg I vil skrive til mig.'

'Far, hvorfor skærer de i dig?'

Det er ikke just et særsyn at se valgplakater, som enten er overtegnede eller på anden måde latterliggjorte rundt omkring i landet.

- Er du ikke bare pylret og overfølsom over for noget, som mange af dine kolleger også udsættes for?

- Det synes jeg bestemt ikke, jeg er. Det er både grænseoverskridende og langt værre, end når nogen overtegner en valgplakat.

Privatfoto
Privatfoto

Michael Aastrup Jensen har sammen med sin kone to børn - en datter på fem og en søn på ét år.

- Min datter på fem år spurgte mig i formiddag, far, hvorfor er der nogen, der skærer i dig?

Michael Aastrup Jensen har anmeldt sagen til Østjyllands Politi.

- Når nogen gør sådan noget imod mig og dem, der hjælper mig i min valgkamp, bliver jeg stædig og endnu mere motiveret for at gøre det så godt som muligt.

 

1 af 5 Venstres udenrigsordfører, tidligere borgmester i Randers, Michael Aastrup Jensen, fyldte 40 år onsdag 16. marts 2016, hvor dette billede er taget. Foto Jacob Ehrbahn
2 af 5 
3 af 5 
4 af 5 
5 af 5 Michael Aastrup Jensen, (V), er rasende over, at ukendte gerningsmænd har begået hærværk mod hans valgkamp. Privatfoto
49 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere