Fornærmet Trump boykotter Fox News

Den republikanske præsident-kandidat er træt af at blive behandlet dårligt

Arkivfoto: AP
Arkivfoto: AP

Normalt er det sjældent at USA's største nyhedskanal, Fox News, bliver beskyldt for at tale for pænt om demokrater eller behandle republikanere for dårligt.

Men der er en undtagelse for alting, og særligt når omdrejningspunktet er den republikanske præsidentkandidat og mange-milliardær Donald Trump.

Han har nemlig besluttet sig for at boykotte den amerikanske medie-gigant, skriver han på Twitter.

- Fox News har behandlet mig meget unfair, og jeg har derfor besluttet, at jeg ikke vil optræde i flere Fox-programmer i den kommende fremtid.

Donald Trump har været i et offentligt skænderi med tv-stationen siden den første tv-debat mellem de republikanske præsident-kandidater, hvor han protesterede over værtens spørgsmål, som han ikke mente var i orden.

I en periode har uvenskabet været sat på pause, men i den seneste uge er det eskaleret, efter at Trump har tweetet en masse klager over tv-selskabet og dets værter, heriblandt Megyn Kelly, som var vært ved en af republikanernes tv-debatter.

Trump har siden kampagnens start været yderst aktiv både i tv-optrædener og ved selv at ringe ind til programmer for at give sit besyv med. En adfærd han dog tilsyneladende ikke vil fortsætte med på Fox News i den kommende tid.

Til gengæld fortsætter han ufortrødent på andre kanaler - blandt andet hos 'The Late Show With Stephen Colbert' på CBS, som tirsdag aften fik rekordhøje seertal på grund af Trumps visit.

I de seneste meningsmålinger fortsætter Donald Trump dominansen med gennemsnitligt 28,5 procent af stemmerne. Nærmeste konkurrent er Ben Carson med 18,8, mens George Bush' lillebror Jeb Bush halter efter på 'tredjepladsen' med 7,8 procent af stemmerne.

23 kommentarer
Vis kommentarer