Der er opstået mistanke om, at der er sket fejl og foregået fusk efter det svenske riksdagsvalget 9. september.
Fejlene skulle være sket i flere valgsteder i Sverige. Det skriver nyhedsbureauet NTB.
Foreløbigt er det uklart, om der er hold i mistanken, men Riksdagsens kontrolmyndighed, Valprövningsnämnden (VPN), har modtaget omkring 300 klager.
Det fortæller Cecilia Persson fra VPN.
- De fleste handler om riksdagsvalget, men vi har ikke været i stand til at gennemgå dem alle sammen endnu, siger hun til svensk SVT om klagerne.
'Unødig valgpåvirkning'
Flere af anklagerne drejer sig om medlemmer af politiske partier, som har fulgt vælgere ind i valglokaler samt stemmebokse og hjulpet dem med at stemme.
Ifølge Dagens Nyheter er flere tilfælde blevet politianmeldt. Og både i Värmland og i kommunen Degerfors kan der potentielt blive tale om omvalg, skriver avisen videre.
Degerfors Kommune har politianmeldt to lokalpolitikere for 'unødig valgpåvirkning'. En af dem har ifølge anmeldelsen tilbudt penge i bytte for stemmer.
Ingen anonymitet
Valgprocessen i Sverige adskiller sig på flere punkter fra det danske system og er også blevet mødt af massiv kritik. Anklagen lyder, at den svenske proces er udemokratisk. Bedøm selv:
Når man i Sverige skal afgive sin stemme, foregår det således, at du uden for stemmeboksen skal tage et stemmekort, som repræsenterer det parti, du vil stemme på. Det gør du i fuld offentlighed.
Vil du skjule, hvad du har i sinde at stemme på, skal du tage et kort fra samtlige opstillede partier.
På den måde vil din nabo i stemme-køen ikke automatisk kunne gennemskue, hvem du har i sinde at stemme på.
Netop denne proces kan være yderst problematisk, mener valgekspert og professor i statskundskab ved Københavns Universitet Peter Kurrild-Klitgaard.
- Det kan være meget problematisk, hvis man ikke har 100 procent hemmelig stemmeafgivelse. Særligt hvis man befinder sig i områder, hvor størstedelen af byen har en særlig politisk overbevisning, siger Peter Kurrild-Klitgaard. Han understreger, at han alene udtaler sig generelt om valghandlingen i Sverige.
Anspændt stemning
Ifølge Peter Kurrild-Klitgaard er det særlig problematisk, da den politiske stemning i forvejen er anspændt i Sverige.
Han siger dog også, at der oftest er tale om fejl og ikke fusk i demokratier i Norden.
- Nu hvor vi ser en så anspændt stemning i det politiske i Sverige, gør det også valghandlingen endnu mere følsom, og netop derfor kan vi måske hurtigere blive nervøse for valgfusk, siger han.
- Kunne man forestille sig noget lignende i Danmark?
- Man skal aldrig vide sig sikker, men der er ikke noget, der tyder på nærværende. I og med at vi adskiller os ved stemmesedlerne og har ordningen med valgtilordnede, der holder hinanden i skak, og en forholdsvis lav spærregrænse, kan man sige, at Danmark er et forbillede for andre lande, siger valgforskeren.
- Skal vi være nervøse for det svenske demokrati efter anklagerne om fusk?
- Hvis der er tale om fusk, er det yderst alvorligt. Og bare det, at der er mistanke om fusk, vækker stor bekymring. Vi er generelt i Norden vant til, at vi kan stole på vores demokrati. Den svenske stemmeafgivelse er højst besynderlig og kan potentielt være et demokratisk problem, siger Peter Kurrild-Kliitgaard.