Forsker: Novichok var dråben der ændrede synet på Rusland

Det er et år siden, at britiske Salisbury lagde grund til et angreb med nervegift, der alarmerede omverdenen

Da to personer for et år siden blev fundet bevidstløse på en bænk i Salisbury, var der formentlig ingen, der havde forestillet sig, hvilken betydning det ville få.

Men angrebet på den tidligere russiske spion Sergej Skripal og hans datter, Julia, har fået vidtrækkende konsekvenser.

For den nervegift, der angiveligt blev smurt på deres dør for præcis et år siden, ændrede både USA's og Europas syn på Rusland.

Det vurderer Flemming Splidsboel, ruslandskender og seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (Diis).

- Sagen har været en væsentlig dråbe i forhold til at skabe et mere kritisk syn på Rusland, siger han.

- Det er ikke dråben, der får det hele til at skvulpe over, men den er væsentlig på den måde, at den kommer i kølvandet på flere sager.

Først var der i marts 2014 annekteringen af den ukrainske halvø Krim, der fik Vesten til at stille spørgsmålstegn ved Ruslands måde at agere på.

Derefter blev nedskydningen i juli samme år af passagerflyet MH17 fra Malaysia Airlines over Ukraine koblet til Rusland.

Og i kølvandet på de sager fik angrebet i Storbritannien en afgørende betydning, vurderer Flemming Splidsboel.

- Det har ført til et mere åbent kritisk syn på Rusland. Politikere, medier og meningsdannere siger mere åbent i dag, at der foregår noget i Rusland.

- Sagen vidner om et styre, der er parat til at gå langt, og som bryder nogle ellers aftalte normer, og som er kynisk i sin håndtering af det, siger han.

Efter Novichok-angrebet var den britiske premierminister, Theresa May, hurtigt ude og anklage Rusland for at stå bag.

Som reaktion på angrebet udviste USA og 21 EU-lande flere end 150 russiske diplomater. Det samme gjorde Rusland med omvendt fortegn.

Ifølge Flemming Splidsboel har sagen været med til at styrke en form for fælles front med Storbritannien i spidsen.

- Det officielle Rusland er ærgerlig over det her. De ville helst være fri for de sanktioner, der har været, og ændringen i opfattelsen af Rusland, siger han.

Både Sergej Skripal og hans datter overlevede angrebet. Rusland afviser fortsat at stå bag.

15 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere