USA's europæiske allierede er ikke blevet mindre bekymrede for det Nato-topmøde, der er planlagt i juli, efter at USA's præsident, Donald Trump, onsdag har skrevet et topmøde med Ruslands præsident, Vladimir Putin, i kalenderen fire dage efter.
Det vurderer Kristian Søby Kristensen, der er seniorforsker ved Center for Militære Studier på Københavns Universitet.
- Efter Donald Trumps opførsel til G7-mødet i Canada har der været en ganske betragtelig bekymring for, hvor hård Trump vil være i sin kritik af de andre Nato-lande, og hvor meget Europa og USA vil komme op at skændes, siger han.
- Der var i forvejen en betragtelig usikkerhed op til det her topmøde. Det eneste, man var nogenlunde enige om, var, hvordan man skal håndtere Rusland. Når Trump skal møde Putin fire dage senere, vil USA's position i forhold til Rusland være fuldstændig uafklaret.
Torsdag blev det kendt, hvor og hvornår Putin og Trump har sat hinanden stævne. Deres topmøde skal holdes 16. juli i den finske hovedstad, Helsinki.
Det bliver dermed få dage efter forsvarsalliancens møde i Bruxelles 11.-12. juli.
Europæernes bekymring bunder ifølge Kristian Søby Kristensen i såvel G7-topmødet i Ottawa tidligere på måneden som det efterfølgende topmøde mellem USA og Nordkorea.
- Der blev fra amerikansk side givet nogle indrømmelser til Nordkorea, som ikke var klappet af med USA's andre allierede i regionen.
- Trump lovede at holde op med nogle militære øvelser med Sydkorea, uden at det var noget, man havde diskuteret med Sydkorea.
- Der vil være en markant europæisk bekymring for, at Trump kan finde på at lave en aftale med russerne omkring europæisk sikkerhed hen over hovedet på USA's europæiske allierede, siger han.