Blot tre dage nåede Jean-Francois Jalkh at sidde som leder af Front National, før han måtte gå af.
Tirsdag meddelte den franske præsident-kandidat, Marine Le Pen, at hun ville tage orlov fra posten som partiformand og i stedet fokusere fuldt ud på den nuværende præsident-valgkamp.
Kort efter steg næstformand og medlem af Europa-Parlamentet, Jean-Francois Jalkh, i graderne og blev udnævnt som midlertidig partiformand.
Forfremmelsen holdt, lige til at franske medier begyndte at grave i Jean-Francois Jalkhs fortid. Så begyndte skeletterne at vælte ud af skabet.
Husker ikke interviewet
I et 17 år gammelt interview benægter Jean-Francois Jalkh, at der blev anvendt gas til at udrydde bestemte grupper af mennesker under Anden Verdenskrig.
Det skriver den franske avis Le Monde.
I interviewet udtaler Jean-Francois videre, at det ville være 'teknisk umuligt' at bruge gassen Zyklon B til 'masseudryddelser'.
Selv udtaler Jean-Francois Jaklh, at han ikke husker det pågældende interview. Alligevel valgte han fredag at gå af som leder.
Anklagerne er 'et angreb'
Det var Marine Le Pens partner og talsmand for Front National, Louis Aliot, der fredag meddelte Jean-Francois Jalkhs afgang.
- Jean-Francois Jalkh har afvist at fortsætte som midlertidig formand. Han vil forsvare sig selv og indsende en juridisk klage, fortalte talsmanden til den franske radiostation RMC.
Marine Le Pens kampagneleder, David Rachline, er overbevist om, at de franske medier forsøger at lave et plot mod Le Pen. I et interview med tv-stationen BFM kalder han anklagerne 'et angreb på Jean-Francois Jalkhs ære'.
Le Pens far røg på Holocaust-udtalelse
Jean-Francois Jalkh er ikke det første medlem af Front National, der er kommet med kontroversielle udtalelser om Anden Verdenskrig.
I 2015 smed Marine Le Pen sin far og stifter af Front National, Jean-Marie Le Pen, ud af partiet. Det skete, efter han havde kaldt Holocaust for en 'historisk detalje'.
Jean-Marie Le Pen fik desuden en bøde på 30.000 euro, svarende til 220.000 kroner, for udtalelserne.
Hvordan Marine Le Pen forholder sig over for interviewet med Jean-Francois Jalkhs er endnu uvist.
Mélenchon nægter at pege på Le Pen eller Macron
På lørdag bliver det afgjort, hvem der skal være Frankrigs næste præsident.
Alle meningsmålinger tyder på, at Emmanuel Macron vil slå modstanderen Marine Le Pen med omkring 60 procent af stemmerne mod 40 procent til Le Pen.
En række andre franske toppolitikere - heriblandt valgets nummer tre, den konservative François Fillon - har opfordret deres vælgere til at stemme på Macron i anden valgrunde.
Macron brød alders-tabu: Så hedt er det med Macron og 25 år ældre kone