Forvirringen er total: Nu afhænger regeringen af gamle kommunister

Ingen partier ønsker at røre ved det indvandrerkritiske parti Sverigedemokraterna, men en mulig regering støttet af Vänsterpartiet huer heller ikke svenskerne, fortæller en ekspert

Ulf Kristersson blev i november nedstemt som statsminister. Henrik Qvortrup forklarer, hvad der skal ske nu. Producer: Martin Lorentsen

I Sverige er forvirringen total.

Det var oprindeligt planen, at der skulle nomineres en kandidat til statsministerposten mandag, og at en afstemning derefter skulle finde sted i Riksdagen (det svenske parlament, red.) onsdag.

Men først på morgenstunden mandag kom det frem, at Vänsterpartiet ikke vil lade Socialdemokraternas leder, Stefan Löfven, blive statsminister, som situationen ser ud lige nu.

Det har fået Riksdagens formand, Andreas Norlén, til at kritisere forløbet, der nu kan ende med endnu en afstemning, hvis ikke Löfven og Vänsterpartiets leder, Jonas Sjöstedt, kan løse den gordiske knude, de er havnet i, inden for 48 timer.

Raser over aftale
Dette kaos hersker i den grad på den anden side af Sundet, hvor man slet ikke er i hus med at nå frem til en tilfredsstillende regeringsaftale.

Den mulige regering bestående af Socialdemokraterna og Miljöpartiet med støtte fra Centerpartiet og Liberalerna ønsker nemlig ikke, at Vänsterpartiet skal have nogen form for indflydelse.

Men det tidligere kommunistparti skal altså med, hvis Löfven vil blive siddende i stolen som statsminister, fortæller seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier med speciale i svensk politik Hans Mouritzen:

- Midterpartierne har hele tiden forsøgt at holde Sverigedemokraterna ude, så for at balancere situationen vil de heller ikke have de gamle kommunister med, selvom de har brug for dem. Derfor har de lavet det forbehold, at de kommer med, men ikke må få indflydelse.

Men midterpartiernes beslutning er ikke faldet i god jord hos Vänsterpartiet, forklarer Hans Mouritzen:

- Alle tænke i fredags, at regeringen endelig var på plads, fordi alle troede, at Vänsterpartiet ville stemme for Löfven. De ønsker jo ikke en borgerlig regering, men så viser det sig jo, at partiets repræsentanter ude i landet er rasende over at blive holdt udenfor.

- De vil ikke stemme for en aftale, hvor der står sort på hvidt, at de skal holdes udenfor. De ser det som en provokation.

Jonas Sjöstedt, Vänsterpartiets leder, er den eneste person, der lige nu står i vejen for en ny regering i Sverige. Foto: Aftonbladet/Lindahl Björn
Jonas Sjöstedt, Vänsterpartiets leder, er den eneste person, der lige nu står i vejen for en ny regering i Sverige. Foto: Aftonbladet/Lindahl Björn

Chok i Sverige
Sverige har stået uden reel ledelse siden valget 9. september sidste år, primært fordi ingen vil lege med den slemme dreng i klassen, det indvandrerkritiske Sverigedemokraterna, mener Hans Mouritzen.

- Hele balladen handler grundlæggende om, at man ikke har fundet ud af, hvordan man skal løse problemet med Sverigedemokraterna. Her er man så endt op med, at denne her regering, som nu tegner sig, vælger at søge mod Vänsterpartiet, fordi den under ingen omstændigheder vil have Sverigedemokraterna som støtteparti.

Imens er det gået op for svenskerne, at deres nye regering med stor sandsynlighed bliver på Vänsterpartiets nåde - med tidligere kommunister i rækkerne.

- Den her konstellation er afhængig af Vänsterpartiet, og det har man slet ikke talt om i Sverige. Det var ikke et emne, men nu kommer det frem i medierne, at man nu er lige så afhængig af dem, som man havde været af Sverigedemokraterna, selvom Vänsterpartiet har rødder i kommunismen. Det er flere chokerede over, siger seniorforsker Hans Mouritzen til Ekstra Bladet.

Han anser det dog for sandsynligt, at Stefan Löfven og Jonas Sjöstedt finder en aftale, så Riksdagens formand kan pege på en statsministerkandidat.

- Mon ikke de bliver enige.

Muligt nyvalg på vej
Det betyder samtidigt, at der skal være en statsministerafstemning i Riksdagen på fredag.

To gange siden valget har Riksdagen stemt om en statsministerkandidat. I november stemte et flertal imod Moderaternas leder, Ulf Kristersson, som statsminister.

Det er første gang nogensinde, at en statsministerkandidat er blevet nedstemt. En måned senere var det så Stefan Löfvens tur til at blive nedstemt.

Lykkes det derfor ikke fredag at nå til enighed om at pege på Stefan Löfven, skal der afholdes en fjerde og sidste statsministerafstemning fredag 25. januar.

Kan Riksdagen ikke blive enige der, skal der udskrives nyvalg i Sverige.

Se også: Kaos i Sverige: Sætter frist på 48 timer

Se også: Vänsterpartiet stiller krav for at stemme på Löfven

Se også: Efter fire måneders forhandling: Her er Sveriges nye statsminister

130 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere