Frankrig åbner sine grænser for turister fra 15. juni

Frankrig åbner sine grænser for andre Schengen-lande fra 15. juni. To uger senere følger ikke-Schengen-lande

Nice, Frankrig. Foto: VALERY HACHE/Ritzau Scanpix
Nice, Frankrig. Foto: VALERY HACHE/Ritzau Scanpix

Frankrig vil gradvist åbne sine grænser for lande uden for Schengen-zonen fra 1. juli.

Det oplyser landets indenrigsminister og udenrigsminister i en fælles erklæring fredag.

Samtidig vil Frankrig løfte alle grænserestriktioner for andre Schengen-lande, herunder Danmark, fra 15. juni.

Grænserne blev lukket i midten af marts for at begrænse spredningen af coronavirus.

Torsdag anbefalede EU-Kommisionen, at landene i grænsesamarbejdet Schengen bør hæve restriktionerne ved de indre grænser fra 15. juni, samt at EU genåbner grænserne til nogle lande på Balkan fra 1. juli.

Europas ydre grænser bør delvist og gradvist åbnes efter 30. juni, lød det fra EU-Kommissionen.

Udenrigsminister Jean-Yves Le Drian og indenrigsminister Christophe Castaner udtaler i fælleserklæringen, at Frankrigs genåbning vil ske i harmoni med resten af EU.

- Åbningen vil ske gradvist og vil variere afhængigt af sundhedssituationen i hvert enkelt land og i henhold til de foranstaltninger, man er blevet enig om på europæisk niveau på det tidspunkt, udtaler de to ministre.

Europa har været hårdt ramt af coronaviruspandemien og tegner sig for næsten halvdelen af verdens coronarelaterede dødsfald.

Men spredningen er aftaget i mange af de hårdest ramte lande, herunder Spanien, Italien og Frankrig, hvilket gør det muligt at ophæve de mest restriktive foranstaltninger.

Den grænseløse Schengen-zone dækker de fleste af EU-landene samt Norge, Island, Schweiz og Lichtenstein.

I Danmark er det i første omgang kun personer fra få lande, der kan rejse til og fra.

Fra på mandag kan danskere igen tage til Tyskland, Norge og Island uden at være på kant med rejsevejledningen, ligesom tyskere, nordmænd og islændinge igen kan tage til Danmark, hvis de har booket en ferie.

1 af 2 Fra på mandag vil det igen være muligt at krydse grænsen til Frankrig fra et andet Schengen-land. (Arkivfoto) Foto: Ralph Orlowski/Reuters
2 af 2 Nice, Frankrig. Foto: VALERY HACHE/Ritzau Scanpix
130 kommentarer
Vis kommentarer