Fransk borgmesterkandidat trækker sig efter sex-video

Seksuelle videoer og beskeder har fået Benjamin Griveaux til at trække sit borgmester-kandidatur i Paris

Benjamin Griveaux trak sit kandidatur for rullende kameraer fredag. Foto: Lionel Bonaventure/Ritzau Scanpix
Benjamin Griveaux trak sit kandidatur for rullende kameraer fredag. Foto: Lionel Bonaventure/Ritzau Scanpix

Benjamin Griveaux satte sig i 2019 for at blive borgmester i Paris. Nu trækker han sit kandidatur til stillingen, efter videoer og beskeder med seksuel karakter har ramt nettet.

Det skriver det franske medie Le Parisien og nyhedsbureauet AFP.

Medierne oplyser endnu ikke noget om indholdet i videoerne.

Går ud over familien
Offentliggørelserne har stået på i længere tid, og det har nu fået bægret til at flyde over for Griveaux.

- En hjemmeside og et socialt medie har lanceret nederdrægtige angreb angående mit privatliv, siger han til AFP.

- Min familie fortjener det ikke. Ingen burde nogensinde være genstand for sådan et angreb, tilføjer han.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Griveaux beskrives som en af Emmanuel Macrons tætteste politiske allierede. Foto: Etienne Laurent/Ritzau Scanpix
Griveaux beskrives som en af Emmanuel Macrons tætteste politiske allierede. Foto: Etienne Laurent/Ritzau Scanpix

Griveaux har tidligere været talsmand for regeringen, og i 2019 meldte han sit kandidatur til borgmester i Paris.

Siden har den 42-årige franskmand været udsat for adskillige angreb af lignende karakter, og nu er det altså blevet for meget.

- Projektet med Paris, som vi har startet og kæmpet for, vil fra i dag klare sig bedre uden mig, siger Griveaux.

Står frem på tv
Torsdag begyndte billeder af den nu tidligere borgmester-kandidat at florere på internettet og sociale medier.

Siden har ingen fra franskmandens kampagne stået frem, før han nu selv gør det over for AFP for rullende kameraer fredag.

- Som om det ikke var nok, så nåede det nye højder i går, siger han igen med henblik på sin familie.

- Det er gået for vidt.

De franske kommunalvalg bliver afholdt mellem 15. og 22. marts i år.

63 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere