Kokken, der har stået for frokosten til topmødet mellem præsident Donald Trump og Kim Jong-un, har ikke fået lov til at bestemme meget, når det gælder menuen.
Frokosten skulle nemlig repræsentere de to lande lige meget, og det var derfor ikke hvilken som helst menu, der blev rullet ud.
Som forret fik de rejecocktail med avokado, grøn mangosalat med blæksprutte og 'Oiseon', som er en koreansk ret bestående af fyldte agurker.
Se billederne: Donald Trump og Kim Jong-un giver historisk håndtryk
Til hovedret fik de oksehøjreb, sur-sød sprødstegt svinekød og braiseret torsk. Til dessert blev der serveret en tærte med mørk chokolade og amerikansk Haagendazs-vaniljeis.
Da de to ledere satte sig ned til frokost, var de omringet af pressefotografer.
- Fik I et smukt billede, som fik mig til at se pæn, flot, tynd og perfekt ud, spurgte Trump fotograferne, inden Trump og Kim Jong-un kastede sig over menuen.
LIVE: Historisk topmøde mellem USA og Nordkorea
Frokosten varede knap en time. Med til frokosten var også den amerikanske udenrigsminister Mike Pompeo, Det Hvide Hus' stabschef John Kelly og USA's nationale sikkerhedsrådgiver John Bolton. Fra den nordkoreanske delegation deltog Kim Yong Chol, som er en af Kim Jong-uns næreste rådgivere.
Derudover var en række tolke med, da de to ledere ikke taler sammen uden oversættelse.
Efter frokosten sagde Trump kort til pressen, at det hele gik 'bedre end forventet'.