Fyret FBI-chef: Rusland kan have farlig information om Trump

Ifølge tidligere FBI-chef har Rusland muligvis oplysninger om Donald Trump, som kan bruges til afpresning

Her fortæller Comey, hvorfor han mener, at Trump ikke er egnet som præsident. Video: AP

Det er muligt, at Rusland har kompromitterende information om præsident Trump, som kan bruges til afpresning.

Det siger den tidligere  FBI-direktør, James Comey, i sit første interview, siden Trump fyrede ham i maj sidste år.

I interviewet på ABC sent søndag aften amerikansk tid gav Comey blandt udtryk for, at Trump er uegnet til at bestride posten i Det Hvide Hus.

Det skriver Washington Post og New York Times.

Begge aviser har læst et udskrift af ABC's næsten fem timer lange samtale med Comey. Seerne må nøjes med et uddrag på en time.

- Vores præsident skal vise respekt og holde sig til de værdier, der er kernen i dette land. Det vigtigste er sandheden. Det er denne præsident ikke i stand til at gøre. Han er moralsk uegnet til at være præsident, siger Comey ifølge aviserne.

Trumps familie er ligesom en mafias
Respekt præger ikke Comeys syn på præsidenten.

Han sammenligner blandt andet Trumps administration med en mafiafamilie og hans ageren som præsident med en skovbrand. Desuden behandler Trump kvinder som "kød", lyder det videre.

- Hvis der var nogen som helst chance for, at præsident Trump og James B. Comey kunne have undgået en fuldstændig krig, så vil den være væk søndag aften, skriver New York Times.

Den tidligere FBI-chef indrømmer i interviewet, at han allerede inden Trumps indsættelse var alvorligt bekymret for, hvordan det ville forløbe.

Det fortalte han Barack Obama, få dage før hans tid som præsident udløb.

- Jeg gruer for de næste fire år. Men på mange måder føler jeg et stort pres for at blive og forsøge at beskytte den institution, jeg står i spidsen for, fortæller Comey til ABC.

Comeys skepsis over for USA's mest magtfulde mand er i forvejen kendt. Tirsdag udkommer Comeys bog "A Higher Loyalty", men passager er allerede blevet refereret i pressen.

Flere af Comeys udfald på ABC mod Trump er gentagelser fra bogen.

Bogen har i ugevis ligget i toppen af bestsellerlisten på verdens største internetboghandel, Amazon, hvor forsalget er i fuld gang.

Skal i fængsles
Efter James Comeys nye interview, har præsident Trump været ude og tage stor afstand til den tidligere FBI-chef og hans udtalesler.

Trump kalder ham for en løgner, og han vil have ham fængslet for sine udtalelser om og til kongressen.

Det skriver BBC.